Tempohousing bygger lejeboliger i Roskilde
Tempohousing fik i sidste måned sin første større opgave i Danmark – som leverandør af letbetonmoduler til 150 ungdomsboliger og 28 seniorboliger på Amager.
Nu er virksomheden klar til endnu et projekt, og denne gang i eget regi.
Den 1. november 2018 modtog Tempohousing Denmark således byggetilladelsen til 48 små lejeboliger, som skal opføres på Eriksvej i Roskilde.
- Processen har været super spændende og meget lærerig for os, idet vi selv har været med til at udvikle lokalplanen for området med Roskilde Kommune. Dette forløb gik fremragende, og vi kan kun sige tak for den professionelle indsats fra Roskilde Kommune., siger CEO Aaron Grayson.
Byggeriet, som bærer arbejdstitlen ”Urban Village 4000”, opføres i præfabrikerede letbetonmoduler i tre etager fordelt på to boligblokke. Facaden bliver udført i teglspån og altangange med glasværn. Dertil kommer to elevatorer. Det samlede bruttoareal bliver 2.328 kvadratmeter, og hver bolig får et bruttoareal på cirka 49 kvadratmeter.
B. Nygaard Sørensen er valgt som hovedentreprenør, mens rådgiverteamet består af Oluf Jørgensen, Arkitekt Rødbro & Frederiksen, Niras og Byr Grupppen.
Aaron Grayson oplyser, at det færdige byggeri på forhånd er solgt til en boligfond, som blandt andet forvalter udlejningsejendomme.
Håndværkerne er så småt i gang på byggepladsen og skal være færdige til aflevering den 1. juli 2019.
- Det bliver et kvalitetsbyggeri, hvor vi bruger de bedste materialer og leverandører. Netop også fordi det er vores første projekt i Danmark, så har vi gjort os ekstra umage med projektets design og kvalitet, siger Aaron Grayson.