23948sdkhjf

Her har de brugt den store værktøjskasse

Realdania By & Byg løber med Bygherreprisen for Blox-byggeriet i København

En række af byggebranchens innovative aktører blev hyldet, da Licitationen – Byggeriets Dagblad fredag var vært for Building Awards.

11 priser blev uddelt, heriblandt Boligfonden Kubens Bygherrepris, som gik til Realdania By & Byg for opførelsen af Blox, som ligger på den gamle Bryghusgrund ved Københavns Havn.

- Når valget falder på Realdania By & Byg, skyldes det, at Blox er et projekt, som kommer 360 grader rundt. Det er et yderst kompliceret projekt, hvor man både har skullet tage hensyn til Ring 2, som går under bygningen, det historiske område, havnen og naboerne, siger formand for juryen bag Bygherreprisen, Palle Adamsen, som også er adm. direktør i Lejerbo.

Nye værktøjer og metoder
I juryen var der enighed om, at Blox på alle måder vinder ved et nærmere bekendtskab. Realdania By & Byg har formået at skabe et byggeri, som binder byen sammen med havnen og skaber et nyt kulturelt mødested i København. Desuden er det lykkedes at etablere et erhvervsmæssigt knudepunkt for arkitektur, design og byggeri, lyder det blandt andet i bedømmelsen.

Juryen fremhæver også, at der undervejs er udvist risikovillighed og nysgerrighed i processen, og at der udviklet en ekstraordinær stærk udbudsstrategi med tidlig inddragelse af leverandører. Dertil kommer en stærk risikoafdækning, en stram styring af omkostningerne og brugen af Quantity Surveyors i processen.

- Bygherren har anvendt en kæmpestor værktøjskasse og suppleret den med nye værktøjer og metoder. Udover den komplicerede byggegrund har der været komplekse kælderkonstruktioner og avancerede facadevalg. Det har stillet store krav til bygbarhed, leverance og tidlig prissætning. Realdania By & Byg har løst udfordringerne gennem styring og integration af design med projektering og prissætning, siger Palle Adamsen.

Vil vise nye veje som bygherre
I Realdania By & Byg er der stor glæde over anerkendelsen. Lederen af byggeriet, projektchef Peter Fangel Poulsen, var på scenen fredag aften for at modtage prisen.

Han er særligt glad for, at juryen også er gået ind og taget stilling til byggeprocessen: - I Realdania By & Byg bestræber vi os på at vise nye veje i rollen som bygherre. På Blox er det netop lederskabet af processerne, der, sammenholdt med ønsket om at vise nye veje, har banet vejen igennem et af de mest komplicerede byggerier i Danmark. Set fra vores side med et yderst tilfredsstillende resultat. Derfor er vi meget stolte over at modtage Bygherreprisen, udtaler Peter Fangel Poulsen.

Bygherreprisen var i øvrigt den anden pris til Blox i løbet af mindre end to døgn. Dagen forinden blev det OMA-tegnede byggeri således hædret med Dansk Stålpris.

Bedømmelseskomiteens samlede udtalelse:

"Realdania By & Byg vinder Bygherreprisen 2018 for at have realiseret et ekstraordinært byggeri, som er et nyt kulturelt mødested i København samt et erhvervsmæssigt knudepunkt for arkitektur, design og byggeri i Danmark.

Realdania By & Byg har formået i projektet at sætte et usædvanligt stærkt bygherreaftryk til inspiration for hele branchen. Bl.a. har man demonstreret nærmest kirurgisk præcision i anvendelse af eksisterende og nye metoder til at gennemføre de forskellige faser af det komplekse byggeri. Man har udvist både risikovillighed og nysgerrighed i processen og bl.a. udviklet en ekstraordinær stærk udbudsstrategi med tidlig inddragelse af leverandører foruden man har anvendt såkaldte Quantity Surveyers og cost control i forhold til at styre omkostningerne.

Desuden har bygherren udviklet en stærk risikoafdækning i samarbejde med entreprenørerne. Metoderne har sat sig varige spor ved at have fundet vej til resten af branchen som nye kompetencer og udbudsmetodikker. Og selvom moderorganisationen bag Realdania By & har flere ressourcer til rådighed end mange andre, så er projektet trods udfordringerne undervejs styret sikkert i mål på de hårde parametre som økonomi, kvalitet og tid."

 

Bedømmelseskomitéen bestod af følgende personer:

 

  • Henrik Mielke, bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben og CEO for Enemærke & Petersen A/S
  • Inger Ravn, bestyrelsesmedlem og sekretariatschef i Boligfonden Kuben
  • Palle Adamsen, adm. direktør for Lejerbo (formand for bedømmelseskomitéen)
  • Hanne Ullum, vicedirektør for Bygherreforeningen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099