Nordjyder vinder international betonpris
36 meter lang, seks meter bred og blot 27 centimeter tyk.
Gangbroen, ”Catharina Bridge”, vækker opmærksomhed for sit slanke udseende og er netop kåret som vinder af Den Europæiske Betonpris 2018 i kategorien Anlægskonstruktioner.
Broen er opført hollandske by, Leiden – med et markant, dansk aftryk.
Det er nemlig Hi-Con fra Hjallerup i Nordjylland, der har udviklet og fremstillet den højstyrkebeton, som har gjort det muligt at konstruere den hidtil slankeste bro i højstyrkebeton i Holland.
Den nordjyske producent har foruden betonleverancen bidraget med specialviden til både design, beregninger, montagestrategi og udførelse.
- Det umulige viste sig at være muligt
Broens form er unik ved at være dobbeltbøjet, så den set oppefra er s-formet og set fra siden har en hvælvet form med et toppunkt 2,20 meter. Denne højde tillader bådene at sejle under samtidig med, at broen er i harmoni med det omkringliggende gadeniveau.
- Det umulige viste sig at være muligt, siger Jan Versteegen fra ingeniørfirmaet Pieters Bouwtechniek, der indgår i broteamet sammen med arkitekterne DP6 Architectuurstudio, byggefirmaet Gebr. Schouls – og Hi-Con.
Brodækket og de to v-formede bropiller er opbygget af præfabrikerede dobbeltbuede betonelementer, der alle er forskellige og uden én eneste ret linje. Elementerne er fremstillet af Hi-Cons nyudviklede stålfiberarmerede højstyrkebeton, CRC i3, der er tredje generation af virksomhedens højstyrkebeton og udviklet specielt til større konstruktioner i marint miljø. Elementerne er samlet og sammenstøbt på stedet med Hi-Cons JointCast-materiale på en måde, der gør samlingerne så godt som usynlige for det blotte øje.
Den europæiske sammenslutning af betonproducenter, ECSN, har siden 2002 hvert år har uddelt "Den Europæiske Betonpris" i de to kategorier "Bygninger" og "Anlægskonstruktioner". I november 2018 fandt prisoverrækkelsen sted i Helsingfors i Finland.