23948sdkhjf

Flere butikker og boliger ved Farum Bytorv

Furesø Kommune og Dades har indgået en aftale, der baner vejen for en udbygning af Farum Bytorv.

Aftalen markerer startskuddet for udviklingsprojekterne i den centrale del af Farum, som også tæller det tidligere rådhus på Frederiksborgvej.

- Farum Bytorv er et veletableret butikscenter med bredt udvalg af butikker, loyale kunder og et godt stabilt kundeflow. Det er vores vurdering, at der er et uudnyttet potentiale i Farum Bytorv, både for så vidt angår butikker som centralt beliggende kvalitetsboliger, siger administrerende direktør for Dades, Boris Nørgaard Kjeldsen, i en pressemeddelelse.

Todelt byggeprojekt Det nuværende butiksareal omfatter cirka 14.700 kvadratmeter og indeholder 40 butikker, fire dagligvarebutikker og tre spisesteder.

Udvidelsen kommer til at ske i to faser.

I fase 1 bliver bytorvet udvidet med godt 10-15 butikker på i alt 2.700 kvadratmeter samt cirka 6.600 kvadratmeter med familieboliger og mindre tagboliger. Dimensioneringen er endnu ikke fastlagt endeligt, men Dades forventer cirka 100-125 boliger i alt.

Fase 2 af projektet bliver gennemført, hvis der findes et markedsmæssigt potentiale til at realisere denne del. Det er planen, at fase 2 vil omfatte cirka 2.200 kvadratmeter med butikker.

Dades' projekt skal ud over etableringen af butikker, spisesteder og boliger skabe attraktive byrum og gøre det let for såvel bilister, cyklister som gående at komme til og fra Farum Bytorv.

Lokalplan i høring til foråret Furesø Kommune vil udarbejde et forslag til en ny lokalplan for Farum Bytorv, der forventes at komme i høring i foråret 2019.

 Formanden for Udvalg for byudvikling og bolig i Furesø, Egil Hulgaard (C):

- Det har længe været på den politiske ønskeseddel at udvikle Farum Bytorv og dermed sikre en fremtidig udvikling af et af Furesøs to væsentlige bycentre. I det videre arbejde vil vi have fokus på en god lokalplansproces, og vil i den forbindelse have øje for sammenhængen mellem det udvidede bytorv og resten af Farum Midtby herunder se på mulighederne for at der bliver plads til ungdomsboliger.

Dades og Furesø Kommune afholder borgermøde om projektet den 29. november.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089