Succes i London: C.F. Møller flytter til større lokaler
Det går godt for C.F. Møller i Storbritannien. Så godt at arkitektfirmaets London-kontor nu flytter til et nyt og større kontor.
London-afdelingen blev etableret i 2001 og beskæftiger i dag 32 medarbejdere. De kan nu se frem til mere plads med flytningen fra Metropolitan Wharf til Shoreditch.
- Vi er meget glade for den modtagelse, vi har fået siden starten her i Storbritannien, og jeg vil gerne takke vores kunder for det langvarige samarbejde og alle medarbejdere hos C.F. Møller Architects, som har gjort det muligt, siger Rolf Nielsen, der er associeret partner i C.F. Møller og driver London-afdelingen sammen med direktør Teva Hesse.
C.F. Møller har i Storbritannien blandt andet stået bag udvidelsen af Darwin Centre og kraftvarmeværket Greenwich Peninsula Low Carbon Energy Centre.
Kontoret arbejder i øjeblikket på en revitalisering af Laindon Centre, boligprojekterne Blackhorse Yard og Blackwell Reach, psykiatriske hospitaler i Springfield og Tolworth samt renovering af Den Danske Kirke i London.
Ifølge Rolf Nielsen er det ikke mindst efterspørgslen på arkitektur med et stærkt fokus på trivsel, der har åbnet døren for C.F. Møller i London.
C.F. Møller flytter til sit nye kontor den 22. oktober.