23948sdkhjf

Tingbjerg har fået et nyt fyrtårn

Cobe er arkitekten bag nyt markant kulturhus, som netop er åbnet

Mandag var lidt af en milepæl for byudviklingen i Tingbjerg.

Boligområdet i den nordvestlige udkant af Københavns Kommune indviede her sit nye bibliotek og kulturhus, der er udset som en vigtig brik i bestræbelserne på at gøre Tingbjerg mere attraktiv.

- Kulturhuset er et vigtigt signal for en ny udvikling i Tingbjerg. En udvikling hvor både kommune og boligorganisationer sammen investerer i Tingbjergs udvikling til gavn for hele København - men særligt til gavn for Tingbjergs mange beboere, der nu får et fantastisk samlingspunkt, siger Steen Søndergaard Thomsen.

Han er formand for boligselskabet FSB, der er en af tre bygherrer, der samlet har investeret 58 mio. kroner i projektet. De øvrige er Københavns Kommune og boligselskabet SAB.

Inviterer omverdenen ind
Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus er tegnet af Cobe i samarbejde med Søren Jensen og Kragh & Berglund. Selve byggeriet er udført i storentrepriser af C.C. Brun Entreprise, Kemp & Lauritzen samt Juul & Nielsen. Rune Fjord Studio står bag interiøret.

Huset skal danne rammen om vidt forskellige sociale og kulturelle aktiviteter. Med afsæt i borgernes ønsker og bydelens eksisterende arkitektur fra 1950’erne har Cobe skabt et markant arkitektonisk værk.

- Vi har ønsket at skabe et nyt samlingspunkt, der på én gang respekterer sine omgivelser i form af materialevalg og formmæssig homogenitet, og som samtidig skiller sig ud. Arkitekturen er tænkt som én stor invitation til at komme indenfor og være med til at videreudvikle den Tingbjergs særlige identitet og bidrage til at skabe tryghed via synlighed og den åbne facade, fortæller arkitekt og indehaver Dan Stubbergaard fra Cobe.

Biblioteket i huset kommer også til at fungere som skolebibliotek for Tingbjerg Skole, der nu får udvidet deres adgang til hele folkebibliotekets samling. Skolen har gennem hele processen været en drivkraft i udviklingen af husets profil.

Byudviklingen i Tingbjerg

Byudviklingsstrategien for Tingbjerg-Husum blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i 2015. Siden er der løbende blevet bevilget midler til at føre strategien ud i livet i de årlige budgetforhandlinger.

Strategien omfatter blandt andet nye boliger, Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus samt bedre veje og stier.

De kommende år skal der bygges nye private familielejligheder og rækkehuse, så der bliver plads til endnu flere nye københavnere. Ved Lille Torv er både butikslokaler og supermarked på vej.

Tingbjergs beboere skal desuden have større glæde af de grønne områder, og bydelen skal bindes tættere sammen med resten af København, blandt andet ved hjælp af bedre infrastruktur.

(Kilde: Københavns Kommune)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13