Hver dag er ny under overfladen
- Det mest spændende? Jamen, det er det hele.
Morten Juhl lægger ikke skjul på sin begejstring over at være professionel dykker, men bruger ikke store ord.
- Vi prøver da at leve af det, lyder det på godt vestjysk. Og ja, oversætter han: - Det går godt. Vi har travlt,
Lige nu er det i havnen i Thyborøn. Her har Juhl’s Diving fået til opgave at foretage
reparationer i samarbejde med entreprenørfirmaet CG Jensen.
Den opgave kommer til at strække sig over 10-12 uger. Der skal monteres armeringsjern. Der skal forskalles. Der skal støbes. Alt sammen for at forstærke kajanlægget på steder, hvor der er tæring. På den måde kan man undgå at
skulle ramme nye spunsvægge ned.
Den ny mole
Juhl’s Diving er også i gang
med opgaver i den nye østhavn i Esbjerg. Her er det en ny mole, der bygges.
En hel del af de opgaver, dykkerne i firmaet løser, er reparation af huller i kajanlæggenes spunsvægge. Når de er blevet påsejlet af skibe, eller der er sket tæring. Typisk svejses plader på under vand eller støbes.
- Jeg kan godt lide, det er så forskelligt, det vi laver. Én dag svejser vi, den næste inspicerer vi. Hver dag er ny, siger Morten Juhl.
“Ret sjovt”
I to omgange har han og kollegerne lige løst opgaver på verdens næststørste skib til opsætning af havvindmøller, “Pacific Orca”. Et kæmpeskib. Morten Juhl og dykkerkollegaen var under vand for at rense dyserne i spilesystemet under de ben, skibet er forsynet med. - Ret sjovt, lyder det fra Morten Juhl.
Mortens remse
Søgning og bjærgning af tabte eller forsvundne genstande er noget af det, Morten Juhl også beskæftiger sig med. Skal han remse lidt op fra opgavelisterne, så hør her: I havnene er specialerne inspektion, dokumentation - også med video - støbning af
betonspuns og reparation af jernspuns, højtryksrens under vand. På skibe blandt andet inspektion, reparation under vandlinjen, svejsning og polering af skibsskruer.
Der løses både helt små og meget store opgaver. Tag eksempelvis nyetablering,
reparation og vedligehold af installationer i tanke, brandanlæg, søer, åer og akvarier.
Se meget mere omkring tendenser i den maritime industri og deltag i debatten på vores LinkedIn Gruppe: Marinaer i udvikling