Tre entreprenører kæmper om ny Nørreport Station
DSB, Banedanmark og Københavns Kommune har nu udpeget de virksomheder, der får mulighed for at byde på den omfattende ombygning af Nørreport Station.
I den forbindelse er tre entreprenører nu blevet prækvalificeret til at byde på det store byggeprojekt:
- Der er tale om en meget omfattende opgave, men vi står nu heldigvis med tre kvalificerede bydere, der kan hjælpe os med at gøre Danmarks travleste station til et smukkere og langt mere brugervenligt sted, siger projektchef for Ny Nørreport-projektet, Mikael Bredsdorff fra Banedanmark.
De tre prækvalificerede bydere er MT Højgaard, Konsortiet Pihl-Aarsleff Nørreport samt et konsortium bestående af CG Jensen, Kirkebjerg og Christiansen og Essenbæk.
Ny sammenhængende plads
Ombygningen af Nørreport Station er tegnet af Public Arkitekter og Cobe, som vandt arkitektkonkurrencen tilbage i november 2009 sammen med Grontmij | Carl Bro og det østrigske belysningsfirma Bartenbach LichtLabor.
Målet med projektet er at etablere en sammenhængende plads mod Fiolstræde og Kultorvet. Pladsen får nye, åbne og lette stationsbygninger og forsænkede pladser til cykelparkering.
Derudover bygges der helt ny luftforsyning til den underjordiske fjerntogsperron, som ved samme lejlighed får en lettere modernisering. Endelig skal den underjordiske beton renoveres og en ny fugtmembran lægges ud til erstatning for den nuværende, som efterhånden er 100 år gammel.
Læs mere i artiklen " Danske arkitekter skal forny Nørreport "