Velux bruger 400 mio. kroner på energiforbedringer
Den hårde vinter har kostet i CO2-regnskabet, men virksomheden stiler fortsat mod en reduktion på 20 % i 2012. I år søsættes et nyt tiltag – ”energiledelse”.
Det har Velux Gruppen også, og det koster i CO2-regnskabet. I 2010 er CO2-udledningen fra Velux Gruppens fabrikker og salgsselskaber verden over steget til 109.700 ton, dvs. en stigning på 13 % forhold til 2009:
- Selvom resultatet er lidt skuffende for os, er vi fortsat fortrøstningsfulde i forhold til vores målsætning om at reducere virksomhedens CO2-udledning. Vi har besluttet en reduktion på 20 % i 2012 og 50 % i 2020 set i forhold til basisåret 2007, siger koncerndirektør David P. Meyer.
Ambitiøs klimastrategi
Stigningen i CO2-udledning skyldes primært den ekstremt hårde og lange vinter, som har gjort det nødvendigt at øge energiforbruget til opvarmning – særligt i de tørrehaller, hvor træet ligger til tørre, inden det bearbejdes til vinduesrammer.
Derudover har de investeringer, der er foretaget for at nedbringe CO2-udledningen, endnu ikke nået at få fuld effekt i 2010, da implementeringen er sket henover året. Det har medført, at virksomheden kun har sparet ca. 2.000 ton ud af en forventet besparelse på 7.600 ton. Den besparelse vil dog alt andet lige afspejles i næste års CO2-regnskab.
Endelig skyldes stigningen i CO2-udledning øget produktion, og da virksomhedens reduktionsinitiativer endnu ikke har haft fuld effekt, er det ikke lykkedes at kompensere for kombinationen af stigende produktion og en hård vinter:
- Vi er meget ambitiøse med vores klimastrategi. Derfor har vi afsat hele 400 mio. kroner til at gennemføre markante reduktioner. Pengene bliver brugt på en vifte af forbedringer af vores fabriksanlæg, og de bliver anvendt helt efter planen, fortæller David P. Meyer.
Fokus på viden og adfærd sparer 2.500 ton CO2
I 2010 investerede Velux Gruppen mere end 30 mio. kroner i forbedringer af produktionen, og i 2011 er der planlagt investeringer for yderligere 36 mio.
Konkret har flere fabrikker fået opgraderet spånsugningsanlæg og installeret spånfyr for at optimere udnyttelsen af træspild fra træarbejdet. Et spånfyr kan dække ca. 85 % af fabrikkens behov for opvarmning. Dermed bliver behovet for at supplere med eksempelvis gas stærkt reduceret, hvilket har stor betydning for CO2-regnskabet.
Et nyt indsatsområde i 2011 bliver at indføre energiledelse. Energiledelse handler om viden og adfærd: Sluk maskinen, når du går til pause. Sluk lyset. Sørg for at udsugningskanalerne er rene og at aircondition anlægget kun er tændt, når det giver mening. Alene ved at indføre energiledelse forventes en CO2-besparelse på 2.500 ton, oplyser koncernchefen.