Nyt Aarhus-kvarter hylder 70’er-ikoner
Godsbanearealerne i byens hjerte er et nyt kvarter under udvikling. Det skal skabe plads til flere aarhusianere, butikker, uddannelsesinstitutioner og erhvervsvirksomheder i alle størrelser.
I dag bliver der sat navne på de veje og pladser, som skal udgøre skelettet i bykvarteret. 13 navne, der repræsenterer samme kulturelle og kreative udvikling, som kendetegner området omkring Godsbanearealerne.
- Denne del af Aarhus har altid haft en vigtig funktion for byen, og området har i århundreder udviklet sig og fulgt med tiden. I dag er det omdrejningspunkt for nutidig kultur, og mange af de mennesker, som skaber nye tiltag på Godsbanearealerne, er netop blevet påvirket af 70’ernes kulturscene. Derfor er det en stor glæde, at vi har fået lov til at opkalde navne og pladser efter disse 13 ikoner, siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
De 13 navne, som skal navngive veje og pladser i kvarteret, er: Trille Nielsen, Lone Kellermann, Else Marie Pade, Tommy Seebach, John Mogensen, Thomas Koppel, Dan Turéll, Dirch Passer, Kjeld Petersen, Helle Virkner, Dea Trier Mørch, Otto Brandenburg og Bent J. Jensen.
Klar til byggeboom
Arbejdet med at etablere vejene er godt i gang, og de forventes klar til brug i efteråret. I begyndelsen bliver deres vigtigste funktion at fungere som infrastruktur for kvarterets mange byggeprojekter, som enten er i gang eller på vej.
I efteråret bliver første spadestik taget til et nyt kryds, hvor Søren Frichs Vej møder Carls Blochs Gade. Krydset skal åbne adgangen til området og de nye veje til resten af Aarhus. Trafikanter kan for første gang bruge det nye kryds i begyndelsen af 2019.