Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange
Se hvilke virksomheder med relation til byggebranchen, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Jens Moberg tiltræder den 5. april som ny adm. direktør. Han afløser direktøren gennem de seneste seks år, Ingelise Bogason, der forlader posten efter eget ønske.
Jens Moberg kommer senest fra et job som adm. direktør for den danske del af det internationale elbilsprojekt, Better Place Danmark.
Alectia rådgiver bl.a. indenfor byggeri og energi og omsatte i 2009 for 528 mio. kroner.
Alex Poulsen Arkitekter A/S
Sten Ulrik Ostenfeld er indtrådt i bestyrelsen.
Alex Poulsen Arkitekter er grundlagt i 1944 og arbejder med planlægning og projektering af nybygning, renovering og indretning for offentlige og private bygherrer.
Anker Hansen & Co. A/S
Kristian Barlebo er tiltrådt som chef for afdelingen i Frederikssund. Han kommer fra en stilling som projektchef hos Essex Development.
Anker Hansen & Co. er entreprenør inden for bolig-, institutions- og erhvervsbyggeri.
Base Erhverv Øst A/S
Niels Blom, 41 år, er ansat som direktør for den nyetablerede entreprenør-virksomhed Base Erhverv Øst i Roskilde, hvor han desuden er partner. Virksomheden er et søsterselskab til Base Erhverv i Horsens, der har eksisteret siden 2003.
Niels Blom er uddannet bygningsingeniør i 1995 og har mere end 15 års erfaring inden for byggeri. De seneste 10 år har han arbejdet som projektchef og bygherre for flere større ejendoms-udviklingsselskaber i Danmark.
Som direktør for Base Erhverv Øst får han ansvaret for opførelsen af erhvervsbyggerier i både totalentrepriser og hovedentrepriser øst for Storebælt.
NRGi/Kuben Management
I forbindelse med NRGis opkøb af Kuben Management fratræder Henrik Rossen posten som direktør for sidstnævnte.
I hans sted tiltræder adm. direktør i NRGi Rådgivning, Ulf Christensen, som fremover vil varetage begge direktørstillinger.
Målet med NRGis opkøb er at blive førende på markedet for bæredygtige rådgivningsløsninger til byggeriet; herunder især til den almene boligsektor.
PH Byg A/S
Byggefirmaet udvider med en ny murer- og kloakafdeling, der får 45-årige Lars Greve som daglig leder.
Han er uddannet murer og autoriseret kloakmester med fortid i flere store entreprenørfirmaer.
Firmaet har desuden ansat 45-årige Jim Dideriksen som byggeleder med ansvar for hovedentrepriser og tømrerafdelingen. Han har de seneste arbejdet i København med ansvar for større byggepladser.
PH Byg er en af Bornholms større byggevirksomheder.
YIT A/S
Jesper Christiansen ansat som servicechef ved YITs servicecenter i Aalborg. Han kommer fra en stilling som afdelingschef hos Uggerly Installation og har tidligere drevet sin egen installationsvirksomhed.
YIT leverer integrerede tekniske løsninger og serviceydelser indenfor el, vvs og ventilation.