23948sdkhjf

Høje Tåstrup-byggeri viser klimavejen

En af de hidtil største danske børneinstitutioner i certificeret passivhusstandard er nu klar til indflytning. Bag projektet står Bjerg Arkitektur, Anker Hansen og Alectia.
Fire stearinlys. Det skulle være nok til at sikre passende varme på kolde dage i Høje Tåstrups nye børneinstitution Elverhuset – en sænket toetagers kvadrant på 1000 m², som nu så småt er klar til indflytning.

Huset, der får 40 vuggestue- og 68 børnehavepladser, er tegnet og udviklet af Bjerg Arkitektur:

- Elverhuset lever som en integreret del af naturens evige cyklus. Huset passer sig selv som en selvkørende energifabrik, fortæller afdelingsarkitekt Lars Køhler og tilføjer, at huset klarer opvarmningen helt uden avancerede og dyre elektroniske hjælpemidler:

- Til gengæld har vi udnyttet betonkonstruktionens varmeakkumulerende effekt i husets termiske system, ligesom vi med den sænkede konstruktion året rundt udnytter terrænet som en konstant varmebuffer, forklarer han.

Grønt atrium er husets lunger
Elverhuset er indrettet omkring et åbent og centralt trapperum fra gulv til kip, der som et atrium binder huset sammen til en helhed og fungerer som bebyggelsens ’lunger’:

- I passivhuse indgår arkitekturen som en integreret del af en overordnet miljøstrategi. Derfor er et sundt indeklima og energibesparelser ikke ”tillæg” men del af arkitekturens udtryk, og vi har – blandt andet ved hjælp af store sydvendte vinduesfacader – trukket naturen helt ind i husets centrale atrium, der som husets lunger tænkes udstyret med store træer og grønne planter, fortæller Lars Køhler.

Attraktiv totaløkonomi
Ifølge Lars Køhler er det ikke længere dyrere at opføre et passivhus end traditionelt byggeri i lavenergiklasse 1 og 2.

Godt nok går der typisk flere ressourcer til design, programmering og planlægning i de tidlige faser, men disse omkostninger tjener sig ind i løbet af byggeriet, bl.a. fordi det ofte er hurtigere at opføre et passivhus end et traditionelt byggeri:

- Derudover står det fast, at forsyningssikkerheden er tæt på total, at omkostningerne til varme går i nul trods stigende energipriser, og at vi sparer udledning af forurenende CO2, siger Lars Køhler og tilføjer, at udgifterne til vedligehold er minimale samtidig med, at de anvendte materialer i vidt omfang kan genbruges eller vende tilbage til naturen.

Elverhuset er udviklet og tegnet til Tåstrup Kommune af Bjerg Arkitektur og opført i totalentreprise af Anker Hansen med Alectia som ingeniør. Institutionen har kostet ca. 15 mio. kroner at opføre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095