Nordisk installationskoncern får ny byggesoftware
Bravida indfører Dalux byggesoftware som primært IT-redskab for medarbejdere i felten, der arbejder på installationsprojekter på tværs af hele Norden
Hovedfunktionerne der først skal tages i brug, er afvigelsesregistreringer, tjeklister, digitale tegninger og deling af dokumenter.
- Ud fra vores indledende research, ser vi potentiale i at øge produktiviteten på flere områder. Vi forventer bedre dokumentation, øget kvalitetssikring, større kundetilfredshed – og større gennemsigtighed, da vores kunder på sigt også vil få adgang til byggetegninger med begivenheder eller noter på en brugervenlig og overskuelig måde, siger Johan Olsson fra Bravida Stockholm, der er koncernansvarlig for indkøbet af Dalux.
Nemmere at finde eventuelle flaskehalse
Jesper Andersen, der er Bravidas projektleder på hospitalsbyggeriet DNV Gødstrup har afprøvet Dalux siden 1. november 2016. Han oplever, at montører og projektledere er glade for det, og synes det er lærenemt.
- Det er smart fordi vi er mange funktionærer på projektet, og de kan alle løbende følge med i, hvad der mangler af udeståender i byggeriet, se hvor eventuelle flaskehalse ligger, og hvem der er ansvarlig. Selv dem der ikke er IT-kyndige er med på vognen, siger Jesper Andersen.
- Lige nu har jeg 2.000 punkter til kvalitetssikring, og når vi er færdige har jeg 10.000 punkter. Det er meget nemmere at holde styr på med sådan et 3D-system, som alle byggeparter har adgang til. Før foregik meget dialog via mail-korrespondence, siger han.
Letter arbejdet for projektlederne
Adm. direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey, har brugt Dalux på to hospitalsbyggerier blandt andet fordi regionerne også har vedtaget at bruge Dalux som fast partner på sagsstyring af byggeprojekterne.
- Ved alle større projekter er Dalux fremover en integreret del for at sikre faste rutiner og processer. Det er gjort med henblik på at lette dagen for de enkelte projektledere, så de får nemmere styring og adgang til byggetegninger, hvor der også kan registreres fremskridt i, siger Johnny Hey.
- Det er brugervenligt, funktionsrettet og hurtigt. Grafiske filer er traditionelt tunge, så det er vigtigt, at der ikke går 5 minutter hver gang man vil se noget i 3D. Andre IT-systemer, som vi har afprøvet, er ikke kommet så langt på den front. Det betyder, at vi altid har en opdateret byggemodel, som alle byggeparter kan bruge til at følge og opdatere fremskridt på både tablet, mobil, PC og storskærme, siger Johnny Hey.
- Snart kommer vi til at bruge augmented reality (AR)-funktionen, hvor medarbejderne kommer til at se et miks af virkelighed og 3D-tegninger alt efter hvad de peger mobilen mod. Det giver større overblik, og betyder også, at når håndværkerne er færdige med installationer, så kan de filme med en tablet 360 grader rundt, så systemet kan dobbelttjekke, om installationerne svarer til byggemodellen – fx om et rør sidder 8 cm. forkert, siger han.
Glade for samarbejdet
Virksomheden bag Bravidas nye byggesoftware, er glade for den nye aftale.
- Vi er glade og stolte over at have fået Nordens største teknikkoncern som kunde. Både Bravida og Dalux er stærkt repræsenteret i Norden, og det sammenfald er med til at vi matcher hinanden godt, siger Torben Dalgaard, der er CEO og medstifter af Dalux.