23948sdkhjf

Gråkjær med største ordrebeholdning nogensinde

Entreprenørvirksomheden deler sig i tre selvstændige selskaber, der skal sikre fokus på virksomhedens vigtigste divisioner

I Gråkjær A/S' regnskabsmeddelelse for 2018 kan man læse, at entreprenørvirksomheden er båret af tre ben, og derfor danner virksomheden nu tre selvstændige selskaber. 

- Det kræver specialviden at kunne lede medarbejdere inden for de tre områder, og med den hast vi vokser lige nu, så ser vi det som vigtigt, at lederne koncentrerer sig om det område, de har størst erfaring inden for, siger administrerende direktør Jan Larsen om beslutningen.

De tre dele består af en erhvervs-, en landbrugs- og en aquadivision. Særligt den sidste har påvirket årets resultat negativt, lyder det.

- Vores regnskab for 2017/2018 er påvirket af nogle enkelte sager i aquadivisionen, hvor der har været udfordringer, så resultatet er vi ikke tilfredse med, siger Jan Larsen om regnskabet, der viser en omsætning på 795 mio. kr. i 2017/2018 mod 729 mio kr. året før. 

Resultatet efter skat ligger på 10,8 mio. kr., hvilket er præcis det samme som året før.

Største ordrebeholdning nogensinde
Tempoet i byggebranchen er højt, og det mærker Gråkjær i alle tre divisioner inden for erhverv, landbrug og aqua. Gennem det seneste år har virksomheden opbygget den største ordrebeholdning i virksomhedens 45-årige historie - det betyder, at beholdningen nu har rundet 1 mia. kr. 

- Vi ser både tilbage på og ind i et nyt regnskabsår, hvor vi ser lyst på fremtiden, udtaler administrerende direktør Jan Larsen.

- Det betyder, at vores investeringer bærer frugt. De erfaringer vi har, efter at have opført over 4.000 byggeprojekter, sætter vores kunder stor pris på, så vi har travlt på såvel tegnestuen, projekteringsafdelingen som på byggepladserne.

Boligbyggeri i storbyerne
Erhvervsdivisionen har gennem de sidste to år opført boligprojekter for investorer. Det pågår fortrinsvis i København, hvilket er årsagen til, at virksomheden har etableret kontor i hovedstaden. Det drejer sig om såvel ungdoms-, leje- og luksusboliger.

De mere end 1.000 boligenheder, som Gråkjær har opført, skal være med til at afhjælpe den store efterspørgsel, der er efter et godt sted at bo i København og andre større byer.

Erhvervsdivisionen gennemfører desuden projekter for det offentlige på undervisnings- og idrætsområdet samt domicil- og produktionsbyggeri til erhvervslivet over hele Danmark.

Landbruget har visioner
- Vores landbrugsafdeling bygger nu Nordeuropas største nybyggede slagtesvineprojekt. Det drejer sig om samlet set 33.000 kvadratmeter fordelt over fire anlæg for Bregentved gods på Sjælland. Vi kan mærke, at branchen efter nogle hårde år har det bedre. Der er henvendelser i både Danmark, Norge og Sverige, og vi forventer, at den udvikling fortsætter, forudser Jan Larsen.

- Efterspørgslen i Danmark det kommende år vil i nogen grad være påvirket af indtjeningsevnen hos vores kunder. Den sidste vinter har været lang i Norge og har givet udfordringer med at holde tidsplanerne, hvilket har skubbet en del af omsætningen ind i det nye regnskabsår.

Fisk vokser da i ørkenen
Det nyeste skud på Gråkjær-stammen er aquadivisionen, hvor man opfører landbaserede fiskeopdrætsanlæg i totalentreprise, på samme måde som virksomheden i mange år har gjort inden for landbrugsbranchen.

- Vi har brugt et par år på at lære branchen at kende og til at samle de medarbejdere, der nu udgør en stærk organisation med indsigt i fiskeopdræt. Det er en kompliceret proces at sikre optimale forhold fra udklækning af fisken, til den er klar til at blive bearbejdet til spisebordet, giver Jan Larsen udtryk for.

- Det betyder, at vi ud af de første syv aquaanlæg, som vi har opført, har lært meget omkring fodersystemer og vandrensning på fiskeanlægget. Derfor har vi meget naturligt måttet udføre en del uforudsete arbejer på enkelte af disse anlæg. Da det er anlæg til +100 millioner, koster det os på bundlinjen i år.

Administrerende direktør Jan Larsen er dog overbevist om at investeringerne i at opbygge knowhow inden for rådgivning og projektering af disse anlæg vil give bonus fremover.

- Vi har netop indgået en aftale med en række investorer om at levere projektering og vandbehandlingsanlæg til et sydafrikansk anlæg. Man kan producere fisk midt i et ørkenlandskab, hvilket viser potentialet i det, vi har opbygget her, og det nordligste anlæg, vi er ved at afslutte, ligger nord for polarcirklen. Der er så lille et forbrug af vand, at anlæggene kan placeres tæt ved forbrugerne i byerne, hvorved transport af fisken minimeres, siger direktøren, og fortsætter:

- De nye medarbejdere, vi har hentet ind, har stor erfaring inden for netop fiskeproduktion, så vi er i dag det eneste firma i Europa, der kan levere produktionsfaciliteter til hele processen i totalentreprise, udtaler den administrerende direktør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093