Ungt byggefirma flot gennem 2010
Trods øget konkurrence kan Nortvig Ejendomsrenovering fremvise et overskud på næsten 1 mio. kroner før skat. Samtidig er medarbejderstaben mere end fordoblet.
Trods det, har den tre år gamle virksomhed formået at øge medarbejderstaben fra 5 til 11 mand i løbet af 2010:
- Det har været et hårdt år, men også meget spændende. Dækningsbidraget pr. sag er væsentlig lavere end f.eks. for tre år siden. Men vi har været gode til at finde arbejde i 2010 og har faktisk haft ret travlt gennem hele året, og vi har også nok at se til i år, lyder den positive melding fra adm. direktør Thomas Nortvig.
Firmaet er med direktørens ord kommet fornuftigt ud af 2010. Overskuddet før skat lyder på 0,917 mio. kroner, og det lægges oven i egenkapitalen, der nu beløber sig til 2,756 mio. kroner.
Egen elementproduktion
Nortvig har indtil nu hovedsageligt udført renoveringsopgaver, men er efterhånden også kommet godt i gang med at opføre villaer og parcelhuse.
I den forbindelse har virksomheden etableret egen produktion af vægelementer, tagkassetter og kviste:
- Pga. det øgede fokus på isolering og energiforbrug ønsker mange familier et lavenergi- eller passivhus. Det kan vi nu selv producere, og fordelen ved selv at fremstille præfabrikerede huse hjemmefra er, at de personer, der fremstiller elementerne, også er dem, der stiller dem op, forklarer Thomas Nortvig.