Flaskehals: Mariendal fik underskud
Mariendal El-Teknik, der er en af Danmarks største installationsvirksomheder, kom ud af 2017 med et underskud efter skat på minus 3,6 millioner kroner.
Underskuddet står i modsætning til resultatet i 2016, der var et overskud på 6,3 millioner kroner, og også regnskabsårene før er endt med overskud.
- Vores kerneforretning har generelt set leveret tilfredsstillende resultater. I projektforretningen derimod har vi haft for travlt. Samtidig har vi som resten af branchen haft udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Derfor har vi måttet anvende vikarer i stort omfang, og det har kostet dyrt, siger administrerende direktør - og ejer af - i Mariendal El-Teknik Keld Ramlov.
Som en konsekvens af problemerne har selskabet ifølge Ramlov indført en ny struktur, som skal sikre, at man fagligt og organisatorisk er rustet til at binde teknikken sammen til værdiskabende løsninger og projekter, fortæller Keld Ramlov.
Af Mariendal El-Tekniks arbejder fremhæver Keld Ramlov Pakhusene på Aarhus Ø, hvor Mariendal afleverede 1. etape i 2017. 2. etape på 21.000 kvadratmeter erhvervslokaler har planlagt opstart sidst på denne sommer.
- Vi har kunderne og kompetencerne. Nu skal vi sikre, at vi fastholder både kunder og vores dygtige medarbejdere, siger Keld Ramlov.
Ser positivt på fremtiden
Selv om 2017 i regnskabsmæssig forstand langt fra har levet op til forventningerne, så mener han, at Mariendal nu står styrket:
- Jeg er selvfølgelig utilfreds med regnskabet, men jeg ser positivt på fremtiden. I 1. kvartal af 2018 lever vi til fulde op til forventningerne ved at levere sorte tal og en ordrebeholdning på godt 100 millioner kroner, siger han.
Efter sidste års resultat er egenkapitalen i selskabet på godt 15 millioner kroner og den samlede gæld på 47,2 millioner kroner.
Keld Ramlov trak i regnskabsåret 2016 tre millioner kroner ud i aktieudbytte og nul kroner i 2017.