Europan 2011 er skudt i gang
2011-udgaven af den prestigefulde arkitektkonkurrence for unge arkitekter er netop indledt over hele Europa. Danmark deltager med tre projekter i hhv. Allerød, Rødovre og København.
Hvordan bliver en rundkørsel i et typisk brokvarter til en god genvej for bløde trafikanter og til et livligt byrum for dets beboere i København?
Og hvordan kan man nytænke parcelhuskvarteret og skabe et bæredygtigt og fleksibelt boligområde i Allerød, når man får mulighed for at starte helt forfra?
Helt nye potentialer og tendenser
Det er nogle at de spørgsmål, som unge europæiske arkitektteams skal besvare, når Europan 11 lanceres mandag den 28. februar.
Danmark deltager for tredje gang i Europan-konkurrencen. Denne gang med tre konkurrencegrunde som alle ligger i hovedstadsområdet. I alt deltager 16 lande og 49 byer i Europan 11.
Samtlige deltagende konkurrencegrundene skriver sig ind i det overordnede tema for Europan 11, der handler om byudvikling i et bæredygtigt og helhedstænkende perspektiv:
- Udvikling af oplevelsesrige og bæredygtige bydele, der bidrager til livskvalitet i borgernes hverdag er en central udfordring for danske kommuner. Med Europan-konkurrencen får vi den udfordring belyst af netop de kommende europæiske generationer af arkitekter og planlæggere, der under alle omstændigheder kommer til at tegne fremtiden. Vi er sikre på, at kommunerne kommer til at opdage helt nye potentialer og tendenser og dermed opleve at de får ’frisk blod’ til deres udviklingsarbejde, siger Kent Martinussen, der er adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.
Brobygger mellem visionære kommuner og ambitiøse arkitekter
De tre deltagende danske projekter – Allerød, København og Rødovre – har som udgangspunkt forskellige problemstillinger, men de stiller alle ét grundlæggende spørgsmål:
Hvordan ser den arkitektur og de byrum ud, der skal danne ramme for det helt almindelige hverdagsliv i forstaden såvel som i den tætte by?
Byer over hele Europa oplever i disse år et større og større behov for at tænke visionært, og en bys succes afhænger i høj grad af en fremsynet, gennemtænkt og ikke mindst bæredygtig og langsigtet udviklingsstrategi. Det gælder både i forhold til at skabe en miljømæssig, social og økonomisk bæredygtig fremtid:
- I Arkitektforeningen glæder vi os meget til at se en række interessante bud på hvordan de tre forskellige områder kan komme til at forme sig. Europan konkurrencen har tradition for at præsentere nye veje at gå, så jeg er sikker på, at de tre byer kan se frem til en ordentlig vitaminindsprøjtning og inspiration til fremadrettet udvikling når vi til december afslører vinderne, siger direktør Jane Sandberg, Arkitektforeningen.
Der er frist for indsendelse af forslag til konkurrencen den 30. juni 2011 og vinderne offentliggøres den 15. december 2011.
Læs mere:
De danske Europan-projekter