23948sdkhjf

Krankollaps: Københavns kommende bro er totalskadet

Det er ikke let at bygge broer over Københavns havneløb. "Inderhavnsbroen" - kendt som kyssebroen - blev plaget af fejlkonstruktioner og entreprenørkonkurs. Og nu er den kommende "Lille Langebro" ramt af et voldsomt uheld.

Dermed bliver broen ikke som ventet færdig i efteråret 2018, hvor den skulle forbinde Christianshavn og Blox, der er den nye markante bygning for enden af Vester Voldgade.

- For nogle uger siden blev de fire brofag til "Lille Langebro" lastet på en pram hos Hollandia BV i Schaardijk, Rotterdam.

- Under lastningen knækker kranen og taber et af brofagene ned over et andet, der allerede var placeret på transportprammen, skriver Blox i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør i Realdania By og Byg Peter Cederfeld uddyber:

- Det er sådan noget, der ellers aldrig sker. Det er simpelthen så uheldigt. Alt er ellers kørt lige efter en snor, så det er sort, sort uheld.

- Det er så ærgerligt, og vi er virkeligt kede af det. Men glade for, at ingen personer er kommet til skade.

Hvornår broen kan blive færdig, vil Blox først melde ud senere, når skaderne er opgjort. Men det oplyses, at det har taget mere end et år at bygge de nu totalskadede brofag.

- Vi kan ikke sige noget om, hvornår broen kan stå færdig. Men vi starter helt forfra. Der skal bestilles stål, brofagene skal bygges og skal til Danmark. Før vi ved mere, kan vi ikke sige noget, siger administrerende Peter Cederfeld.

Den nu åbnede "Inderhavnsbroen" stod længe som ufærdig, da den blev forsinket i årevis.

Ikke bare var der store fejlkonstruktioner, men entreprenøren gik også konkurs. Det sendte prisen markant op.

- Det er to helt forskellige ting. For "Lille Langebro" var alt klart til at blive sejlet op, og så sker dette her.

- Om der en forbandelse over at bygge broer i Københavns havn, det vil jeg lade andre bedømme, siger Peter Cederfeld og afslutter:

- Jeg håber, at folk stadig glæder sig til broen. Selv om man kommer til at vente lidt længere, inden den åbner. Jeg ville virkeligt gerne kunne sætte en dato på, men det kan vi ikke endnu.

/ritzau/

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083