Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange
Se hvilke virksomheder med relation til byggebranchen, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Michael Jensen, er udnævnt til forretningsdirektør. Han er uddannet civilingeniør ved maskinretningen/energilinjen fra DTU i 1986 og har været ansat i Alectia lige siden. Han har siden 2006 været forretningschef for hospitalsområdet.
Dragon A/S
Carsten Bang er fratrådt som direktionsmedlem til fordel for Kristian Svend Thielfoldt.
Dragon producerer slibeprodukter til industrivirksomheder, håndværkere og gør-det-selv folk.
Emineral A/S
Klaus Winther er udtrådt af bestyrelsen. Niels Henrik Rauer Hansen er indtrådt som formand for bestyrelsen.
Emineral varetager salg og overvågning af flyveaske til fremstilling af beton, asfalt og cement.
Engsø Øst
Robert Mayer er udnævnt til adm. direktør i nyetablerede Engsø Øst, der omfatter samtlige af Engsø Gruppens byggeaktiviteter øst for Storebælt.
Robert Mayer har været ansat i Engsø-selskabet Jönsson siden 2006 og blev sidste forår indlemmet i selskabets direktion.
Engsø Øst består af selskaberne Jönsson A/S, Vitting Tømrer Entreprise ApS, Vitting Maler Entreprise ApS, Vitting Gulv Entreprise ApS, Vitting Murer Entreprise Aps samt Skana Entreprise A/S og ventes at nå en samlet omsætning på ca. 700 mio. kroner i 2011.
Jeudan Servicepartner A/S
Frank Ewert (underdirektør i Jeudan A/S) er udtrådt af bestyrelsen, hvorefter Peter Spøer (adm. direktør i Jeudan Servicepartner A/S) er indtrådt.
Jeudan Servicepartner er et selskab i Jeudan-koncernen, der ejer og driver større en række kontor- og detailejendomme i Storkøbenhavn.
Ringsted Bygningsentreprise A/S
Eggert Elfar Jónsson, Samuel Gudmundsson og Hilmar Sigrudsson er alle udtrådt af bestyrelsen. Herefter er Torben Haaning (ny formand), Rasmus Lindhardt og Ole Kjær Lottrup indtrådt.
Ringsted Bygningsentreprise beskæftiger flere end 100 medarbejdere inden for bygningsrenovering.
Specialentreprenørfirmaet Østergaard
Virksomheden, der omfatter selskaberne Entreprenørfirmaet Østergaard Vejle A/S, MH Udlejning Vejle ApS samt Oestergaard International A/S, er blevet overtaget af Per Aarsleff A/S.
Den hidtidige hovedaktionær, Morten Hansen, fortsætter som direktør i det nye selskab, der også fremover skal udføre anlægsarbejder, underboring og tunnelering i ind- og udland.
Uponor A/S
Franz Cuculiza er udnævnt til adm. direktør for Uponor A/S i Danmark. Han har arbejdet 25 år i koncernen og har senest bestridt stillingen som salgs- og marketingchef for Uponor Infrastruktur i Danmark.
Uponor A/S har hovedkontor i Randers er en del af Uponor-koncernen, der markedsfører og sælger rørsystemer i plast. Produkterne udvikles og fremstilles på Uponors fabrikker i Sverige og Finland.
Øbro Træ A/S
Uwe Plugge tiltræder den 1. marts 2011 som ny adm. direktør i Øbro Træ, hvor han afløser Niels Funch som led i et generationsskifte.
Uwe Plugge har mere end 35 års erfaring fra træbranchen og har tidligere været direktør i DLH og Walter Jessen A/S.
Øbro Træ er en københavnsk tømmerhandel, som i dag består af et lokalt udsalgssted centralt på Østerbro samt en ny moderne tømmerhandel i Nordhavnen.