Mester-kvinder er herre i eget hus
Selvom malerfaget tiltrækker kvinderne, så er der er kun få kvindelige malermestre
Danske Malermestre har spurgt fire kvindelige malermestre om, hvad der kan motivere flere kvinder til at blive selvstændige malermestre ( Fra Danske Malermestres medlemsblad)
I en artikel i Danske Malermestres blad af samme navn, har man spurgt fire kvindelige malermestre om, hvorfor det er attraktivt at være selvstændig malermester.
Ifølge de kvindelige malermestre er det især friheden ved at være sin egen ”herre” der har fået dem til at blive selvstændige.
På spørgsmålet om, hvad der skal til få at motivere flere kvinder til at blive selvstændige malermestre nævne de fire kvindelige malermestre blandt andet udfordringen med at få tingene til at gå op i en højre enhed og frihed til at aflevere og hente børn, fordi man selv kan tilrettelægge arbejdet.
De anbefaler også, at kvindelige malere med malermester-ambitioner starter et firma op i et tempo de magter. Og så skal de ivrigt nyde komplimenter fra mændene - og sige fra, hvis tonen bliver for hård.
Finmotorisk dygtige
De fire malermestre siger til bladet Danske Malermestre, at kvinderne kan tilføre mere struktur på arbejdspladsen og at kvinderne ser løsningsmuligheder frem for at brokke sig ligesom de finmotorisk er dygtige, mens mændene er bedre til det hårde knoklearbejde. Derudover er kvinderne serviceminded og gode til kommunikation med kunderne og overholdelse af aftaler.
De fire kvindelige malermestre er i øvrigt enige om, at de bliver bedømt på deres faglighed og ikke deres køn. De føler sig således ikke begrænset af at være kvinder i bygningsfaget. Heller ikke jargonen og den lidt rå omgangstone generer dem.