Farvepris til museum
Danske Malermestre har kåret vinderen af Farveprisen 2018
Og der var spænding til det sidste. Men i sidste ende valgte komiteen bag prisen museet i Roskilde som årets vinder. Om valget af museet siger Danske Malermestres direktør, Ole Draborg:
- Det var flere faktorer, der i sidste ende gjorde udslaget. Farvesætningen, der er udført af Maja Lise Engelhardt danner en fantastisk baggrund for de faste udstillinger. Farverne fremhæver udstillingerne uden at stjæle billedet samtidig med, at de understreger den kulturhistorie, de udstillede genstande er en del af.
Og ydermere formår farvesætningen at binde de to ældre bygninger, Liebes Gård og Sukkerhuset, som udgør museet, sammen til ét hele. Det er ganske imponerende og afgjort en farvepris værdigt, forklarer Ole Draborg, der også peger på det samarbejde, der har været mellem museet, billedkunstneren Maja Lise Engelhardt og malermester Michael Mathiasen, Roskilde, som værende medvirkende til, at prisen i år går til Roskilde.
Overrækkes torsdag den 17. maj
Farveprisen uddeles af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens fond og er på 150.000 kroner, der bliver delt mellem kunstneren og museet. Med Farveprisen 2018 kommer Roskilde Museum i selskab med tidligere års vindere som tæller blandt andet Ny Carlsberg Glyptotek i København, Søndre Ridebane og Folketingets Servicecenter også i København, Møntmestergården i Odense og sidste års vinder, murmaleriet ”Det Røde Bånd” i Aalborg.
Prisen overrækkes torsdag den 17. maj kl. 12.00. Prisoverrækkelsen finder sted på Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
FARVEPRIS-KOMITEE
I komiteen bag farveprisen sidder: Per Vangekjær, formand Danske Malermestre. Ole Draborg, direktør Danske Malermestre. Lone Wiggers, arkitekt, for Danske Arkitektvirksomheder. Sven Felding, arkitekt, rektor på Kunstakademiets Arkitektskole. Ann Bergithe Trampe Broch for Bygherreforeningen. Michael Mørk, billedkunstner, Akademiraadet. Kim Vestergaard Laustsen, malermester, Malermestergruppen A/S. Leon Telvig, malermester