23948sdkhjf

Norske udfordringer koster millioner i Arkitema

Landets største arkitektfirma sætter ny omsætningsrekord, men et underskud i Norge trækker indtjeningen den forkerte vej.

Med over 390 mio. kroner satte Arkitema på ny omsætningsrekord i 2017, og virksomheden har næsten fordoblet sin nettoomsætning i løbet af de sidste fire år.

Det er aktiviteterne i Sverige, der driver væksten. Mens omsætningen i Danmark er gået lidt tilbage, har Arkitemas svenske kontor sikret sig mange nye opgaver i 2017 og tredoblet sin omsætning, som nu udgør 112 mio. kroner.

Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Skandinaviens 5. største og Danmarks største arkitektvirksomhed med over 550 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

I 2017 har Arkitema hentet 64 procent af sin omsætning i Danmark, mens Sverige og Norge har tegnet sig for henholdsvis 29 procent og 7 procent.

- Vi har fået et rigtig godt fodfæste på markedet og ser frem til at væksten fortsætter igen i år. Således er vi også i gang med at etablere et nyt kontor i Göteborg, så vi har tre kontorer godt fordelt i landet. Med en stærk tilstedeværelse og store projekter i pipeline i Sveriges næststørste by, forventer vi en markant yderligere vækst i 2018, siger administrerende direktør Peter Hartmann Berg.

Anderledes vanskeligt ser det ud i Norge, hvor Arkitema fortsat taber penge. I 2017 er det norske kommet ud med et driftsunderskud på næsten ti millioner kroner. Og det er således den overvejende årsag til, at Arkitemas samlede resultat før skat er faldet med over en håndfuld millioner.

Investeringer trækker ned
For Peter Hartmann Berg er det ikke umiddelbart tilfredsstillende. Men direktøren pointerer samtidig, at Arkitema bevidst har valgt at udnytte opgangstiderne til at investere i fremtiden; i nye forretningsområder, digitalisering, bæredygtighed og nye domiciler.

I alt er der ifølge årsrapporten investeret 5,5 mio. kroner i ”strategiske fokusområder, digitalisering og bæredygtighed i regnskabsåret.

- I 2017 er resultatet præget af disse store engangsinvesteringer, og samtidig har en skattemæssig udligning imellem vores danske koncern og det norske selskab også påvirket regnskabet negativt. Vi forventer dog, at de store investeringer allerede i 2018 vil give et positivt afkast, og at denne effekt vil fortsætte i både 2019 og 2020, forklarer han.

Tjener 20 millioner i 2018
Mere præcist forventer Arkitema-direktøren i 2018 et resultat efter skat omkring 20 mio. kroner ud af en omsætning på cirka 420 mio. kroner.

- Vi havde i 2017 udfordringer med at få opgaver på det norske marked, men det er vendt i starten af dette år og derfor ser vi også lyst på fremtiden. Vi forholder os dog realistisk til markedet og forventer, at der vil gå yderligere et år før vores norske forretningen giver overskud, siger Peter Hartmann Berg.

Arkitema har i 2017 nedskrevet sit skattemæssige aktiv i Norge med 4,5 mio. kroner – ifølge Peter Hartmann Berg af hensyn til skattelovgivningen i Danmark.

- Skatteaktivet bevarer således fortsat sin værdi i Norge, og vi forventer over tid at kunne udnytte dette fuldt ud, siger han.

Arkitema K/S
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 391,1 361,8
Resultat af primær drift 14,1 20,1
Resultat før skat 13,4 18,8
Årets resultat 7,7 20,2
Balancesum 201,5 173,5
Egenkapital 51,3 56,7
Antal ansatte
Regnskabsåret dækker perioden 1. januar - 31. december.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109