23948sdkhjf

Ny viden og hæder til byggeriet ved prisfest

Danmark tiltrækker nu internationale profiler og forskere, der vil give inspiration til dansk byggeri - og samme dag hædres byggeriet med nye priser

Building Awards 2018 vil med en stor prisfest den 9. november 2018 hædre de virksomheder og mennesker, der gør en forskel. Og samtidigt tilføre inspiration til byggeriet.

Med udgangspunkt i Danmarks rolle som udstillingsvindue for bæredygtige løsninger og i en verden med stigende urbanisering vil Building Supplys søstermedie, Licitationen - Byggeriets Dagblad, i samarbejde med Bygherreforeningen hylde den danske bæredygtige tilgang til byggeri, lyder det som oplæg til byggeriets dag.

- Hele landet er præget af spændende, grønne og udviklende byggeprojekter, som fortjener mere synlighed og større opbakning. Derfor glæder vi os over stor opbakning til at hædre de aktører, som arbejder med FN`s verdensmål med fokus på at skabe et både grønnere og mere energivenligt miljø, siger Michael Ellegaard Gejel, eventchef hos Nordiske Medier, der er virksomheden bag over 50 fagmedier, herunder Building Supply og Licitationen.

Konference og prisuddeling
Dagen afvikles i samarbejde med Bygherreforeningen, Rambøll, Boligfonden Kuben og Lean Construction DK.

- Building Awards 2018 er både konference, med inspiration fra nogle af verdens dygtigste specialister og direktører - og en uddeling af 12 priser. Vi opfordrer alle entreprenører, arkitekter, rådgivere og bygherrer, der har arbejdet for et mere bæredygtigt byggeri, til at gå ind på www.licitationen.dk/buildingawards og nominere sig selv eller andre, siger Michael Ellegaard Gejel.

Building Awards 2018 løber af stablen den 9. november på Langelinie Pavillonen i København og vil byde på inspiration fra banebrydende direktører og specialister fra Singapore, USA, London og Danmark.

Blandt talerne er biologisk oceanograf Katherine Richardson, der er Network Co-Chair of UNSDSN (Un Sustainable Development Solution Network).

At bygge til mange flere
Sammen med 14 andre videnskabsfolk er hun - også i sin egenskab som professor - udpeget af FN til at udarbejde en rapport om verdensmålene for bæredygtig udvikling.

- Vi nærmer os 9-10 mia. mennesker på jorden, og de skal alle i fremtiden have mulighed for at opfylde deres drømme. Her kommer en implementering af mere klimavenlige og bæredygtige metoder i fremtidens byggeri til at spille en rolle, siger Katherine Richardson forud for konferencen.

Tidligere Arup-direktør Peter Head, som er stifter af Ecological Seguestration Trust, flyver ind fra London med ny og førende forskning om globalisering, samt hvordan vi bygger fornuftigt frem mod 2050.

Indenfor samme område vil Tobias Bauer, direktør i Rambøll Dreiseitl i Singapore tale om byudvikling med baggrund i Singapore, der er verdens nok mest bæredygtige by.

Dagen rundes af med et oplæg om Smart Buildings ved Jesper Skou, direktør i Building Technologies hos Siemens A/S.

- Jeg er glad for, at disse kapaciteter inden for blandt andet bygge- og rådgiverbranchen vil bidrage med viden og indsigt til Building Awards 2018. Tilsammen står oplægsholderne for en guldgrube af viden om eftermiddagens store temaer, nemlig FNs Verdensmål, Globalisering, Byudvikling og Smart Buildings, siger Morten Asmussen, der er ansv. chefredaktør på Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Eventchef Michael Ellegaard Gejel tilføjer:

- Samarbejdet til Building Awards 2018 er i år et samarbejde med både Bygherreforeningen og Lean Construction - og vi håber på sigt at gøre Building Awards til Danmarks fælles hyldest af de dygtigste aktører blandt både entreprenører, arkitekter, rådgivere og bygherre. Det skal påskønnes, at de alle arbejder med byggetekniske udfordringer, der er med til at gøre vores verden til et bedre sted - også om 100 år, siger han.

En videnstung jury
Den jury, der i løbet af sommeren skal finde finalisterne til Building Awards 2018 og sørge for, at blandt andet Innovationsprisen, Klimaprisen, Materialeprisen, Talentprisen og Iværksætterprisen finder sin helt rigtige vinder, er:
  • Kristian Hartmann, direktør i ATP Ejendomme
  • Peter Mering, Danica Ejendomme
  • Line R. Dornan, adm. direktør, Kuben Byg
  • Jørgen Lang, direktør, FEAS
  • Uffe G. Thomsen, projektchef, Børneriget (Rigshospitalet)
  • Lars Fuhr Pedersen, teknisk direktør, Sund & Bælt
  • Joy Mogensen, borgmester, Roskilde
  • Kurt Reitz, byggechef, Region Sjælland
  • Peter Munk. ejendomschef, Aalborg Kommune
  • Peter Rahbeck, Borgmester, Odense
  • Torben Möger Pedersen, adm. direktør, Pension Danmark

    Du kan læse meget mere om Building Awards her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156