Flere kvinder vil være tømrere, snedkere og elektrikere
Kvinder, der går efter en karriere i bygge- og anlægsbranchen, har traditionelt valgt at tage en maleruddannelse.
Det er der stadig mange, der gør. Men de seneste fem år har flere og flere kvinder fået øjnene op for uddannelser som tømrer, snedker og elektriker, viser en analyse fra Dansk Byggeri.
Og det er et meget fornuftigt valg. For det er lige præcis inden for de faggrupper, at der kommer til at mangle flest faglærte i fremtiden.
- Vi ved ikke, hvad det præcist er, der har fået en større andel af kvinderne til at vende blikket mod tømrer-, snedker- og elektrikeruddannelserne. Men det glæder mig, at kvinderne vælger bredere end tidligere, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.
Udsigt til fast arbejde
Sidste år var 56 procent af kvinderne på erhvervsskolernes bygge- og anlægsuddannelser i gang med en maleruddannelse. Men det er en langt mindre andel end for bare fem år siden, hvor tre ud af fire kvinder valgte en maleruddannelse.
Samtidig er andelen af kvinder, der er i gang med en uddannelse som snedker, tømrer eller elektriker, fordoblet. Sidste år var 14 procent af kvinderne i gang med en snedkeruddannelse, mens hver tiende uddannede sig om elektriker og syv procent tog en uddannelse som tømrer.
- Der er ingen tvivl om, at kvinderne vil have gode muligheder for at få fast arbejde, når de står med svendebrevet. Mange bygge- og anlægsvirksomheder mangler dygtige faglærte allerede nu, og manglen bliver større de kommende år, siger underdirektør Louise Pihl.
Falliterklæring
Samlet set er der stadig alt for få kvinder i bygge- og anlægsbranchen. De sidste 20 år har kvinderne udgjort mellem 9 og 10 procent af arbejdsstyrken.
- Det er en falliterklæring, at vores virksomheder ikke formår at trække flere
kvinder ind i branchen. Vores mål er, at andelen af kvinder skal fordobles, så hver
femte ansat i bygge- og anlægsvirksomhederne er en kvinde i 2028. Det er et ambitiøst, men ikke urealistisk mål, siger Louise Pihl.
Dansk Byggeri venter, at der vil komme til at mangle 17.000 med en byggefaglig uddannelse i 2027. Flest elektrikere, men skarpt forfulgt af tømrere og med snedkere på tredjepladsen. Omvendt vil bygningsmalere være en af de få faggrupper, hvor der vil være for mange medarbejdere, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
Link til analysen fra Dansk Byggeri
rg
Artiklen er en del af temaet Branchetal.