Flere kvinder vil være tømrere, snedkere og elektrikere
Og der er hårdt brug for kvinderne i byggeriet, lyder det fra Dansk Byggeri
Og det er et meget fornuftigt valg. For det er lige præcis inden for de faggrupper, at der kommer til at mangle flest faglærte i fremtiden.
- Vi ved ikke, hvad det præcist er, der har fået en større andel af kvinderne til at vende blikket mod tømrer-, snedker- og elektrikeruddannelserne. Men det glæder mig, at kvinderne vælger bredere end tidligere, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.
Det er stadig uddannelsen som bygningsmaler, der trækker flest kvinder til. Sidste år var 56 procent af kvinderne på erhvervsskolernes bygge- og anlægsuddannelser i gang med en maleruddannelse. Men det er en langt mindre andel end for bare fem år siden, hvor tre ud af fire kvinder valgte en maleruddannelse.
Samtidig er andelen af kvinder, der er i gang med en uddannelse som snedker, tømrer eller elektriker, fordoblet. Sidste år var 14 procent af kvinderne i gang med en snedkeruddannelse, mens hver tiende uddannede sig om elektriker og syv procent tog en uddannelse som tømrer.
Udsigt til fast arbejde
- Der er ingen tvivl om, at kvinderne vil have gode muligheder for at få fast arbejde, når de står med svendebrevet. Mange bygge- og anlægsvirksomheder mangler dygtige faglærte allerede nu, og manglen bliver større de kommende år, siger underdirektør Louise Pihl.
Dansk Byggeri venter, at der vil komme til at mangle 17.000 med en byggefaglig uddannelse i 2027. Flest elektrikere, men skarpt forfulgt af tømrere og med snedkere på tredjepladsen. Omvendt vil bygningsmalere være en af de få faggrupper, hvor der vil være for mange medarbejdere, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
Samlet set er der stadig alt for få kvinder i bygge- og anlægsbranchen. De sidste 20 år har kvinderne udgjort mellem 9 og 10 procent af arbejdsstyrken, og Dansk Byggeri har et mål om at fordoble andelen af kvinder, så hver femte ansat i bygge- og anlægsvirksomhederne er en kvinde i 2028.