PL Beton skimter lys forude
Trods et 2010-underskud på 7 mio. kroner er bunden nået, og indehaver Ole Almeborg har det sidste halve år ansat 20 medarbejdere.
Sådan lyder meldingen fra PL Betons eneejer, Ole Almeborg, i et interview med P4 Bornholm.
Betonelementfabrikken fra Bornholm kom i 2009 ud med et underskud på 3,5 mio. kroner, og det endnu ikke offentliggjorte 2010-regnskab byder på endnu et tab – denne gang på omkring 7 mio. kroner.
Ole Almeborg er dog optimistisk og peger bl.a. på, at fabrikken ligger inde en pæn ordrebeholdning og samtidig får mange forespørgsler:
- PL Beton nåede bunden i sommeren 2010, og siden da er det gået pænt fremad. Det sidste halve år er der ansat 20 nye medarbejdere, og lige nu beskæftiger virksomheden mellem 50 og 60 personer, fortæller han.