23948sdkhjf

Fra gammelt industrikvarter til moderne erhvervsbydel

Byrådet i Aarhus giver grønt lys til udviklingsplan for Sydhavnskvarteret.

Et moderne erhvervsøkosystem med masser af arbejdspladser, spændende byliv og plads til socialt udsatte.

Det er i korte træk Aarhus Kommunes vision for fremtidens Sydhavnskvarter. Byrådet har netop godkendt en udviklingsplan for området, og dermed kan omdannelsen for alvor gå i gang.  

- Sydhavnskvarteret har et meget spændende kulturmiljø og en særlig karakter, som vi gerne vil bevare og bygge videre på, når området i de kommende år skal udvikles til et urbant erhvervsområde. Vi skal skabe et lidt råt område med en variation af store virksomheder og små iværksættere, rum for socialt udsatte og med byrum, der kan tiltrække besøgende og sikre et aktivt byliv hele året rundt, siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek. 

6.500 arbejdspladser og levende byrum
Udviklingsplanen er en viderebearbejdning og gentænkning af helhedsplanen for De Bynære Havnearealer fra 2003 og skal bane vejen for et nyt erhvervskvarter med op mod 6.500 arbejdspladser. 

Sydhavnskvarteret skal være en levende bydel med et aktivt byliv, og derfor indeholder forslaget til udviklingsplanen også otte delstrategier om blandt andet socialt udsatte, kunst og kulturproduktion og bevægelse, der skal kendetegne udviklingen af området.

Forud for vedtagelsen af udviklingsplanen har Aarhus Kommune afholdt en arkitektkonkurrence om områdets gamle Kulkranspor, der tidligere har været brugt til at flytte kul til gasværket.

Et team med Transform i spidsen har vundet konkurrencen med et forslag, der omdanner sporet til en hybrid mellem et byrum og en stiforbindelse. Alt sammen udført i et industrielt design, der skal tale direkte ind i Sydhavnskvarterets profil som erhvervsområde.

Udviklingsplanen skal nu i offentlig høring de næste seks uger, hvorefter Aarhus Kommune vil fremlægge planen på et åbent borgermøde. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14