Fra trist baggård til overdækket oase
Studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus har udviklet en ny designmanual, der kan forvandle triste gårdmiljøer til overdækkede vinteroaser med lune temperaturer.
Med inspiration fra det olympiske svømmestadion i Beijing har de forvandlet et helt almindeligt århusiansk gårdmiljø til en eksotisk vinteroase:
- Vi har forsøgt at skabe et uderum, der er attraktivt for beboerne hele året rundt. Ved at overdække gårdmiljøet opnår man en behagelig temperatur selv her i vinterkulden. Du kan lade børnene rende ud uden jakke på, hænge tøj til tørre altid og dyrke eksotiske planter, siger Kristjan Plagborg Nielsen, som er en af de tre nyuddannede ingeniører bag projektet.
Sommervarme hele året
De studerende har brugt Marselisgården ved Harald Jensens Plads i det sydlige Aarhus som case. I designforslaget har gårdmiljøet fået en imponerende overdækning med to kupler i et spindelvævslignende mønster:
- Vi har lavet et forslag med en konstruktion i glasfiber. Overdækningen består af transparente plastmembraner, der kan åbnes og lukkes. Det skal sikre en god gennemstrømning af både lys og luft, fortæller Kristjan Plagborg Nielsen.
Med overdækningen opnår en baggård en temperatur på op til 18 grader på en almindelig dansk vinterdag, og det giver beboerne helt nye muligheder for at udnytte uderummet:
- Der er stort set ingen, der opholder sig i byens gårdmiljøer om vinteren. I det øjeblik, der bliver en behagelig temperatur og en appellerende vegetation, vil de kolde baggårde blive forvandlet til små oaser. Det betyder, at rigtig mange kvadratmeter vil blive udnyttet optimalt og skabe værdi for de mennesker, der bor der, forklarer Kristjan Plagborg Nielsen.
Om sommeren vil der være en naturlig ventilation gennem overdækningen, som kan holde temperaturen nede. De studerende har optimeret designforslaget efter solens bane og tilstræbt en høj indetemperatur i vinterhalvåret og en lav indetemperatur i sommerhalvåret.
Interesse hos boligforeningerne?
Der er endnu ingen gårdmiljøer med overdækning i Danmark. Det skyldes først og fremmest, at løsningen hidtil har været alt for dyr.
Normalt er det en svær matematisk opgave at bestemme den optimale form og gitterkonstruktion for overdækningen af et givet areal, når det både skal opfylde krav om minimalt materialeforbrug, bæreevne og indeklima. Med de studerendes designmanual bliver det i fremtiden nemmere at finde en god løsning til en fornuftig pris. Og det vækker interesse hos blandt andet boligforeninger:
- Det er klart, at overdækkede gårdmiljøer bliver interessante, hvis omkostningerne nærmer sig et niveau, hvor boligforeninger kan være med. Vi investerer løbende i at fremtidssikre vores boliger på en måde, som skaber værdi for beboerne, siger Anders Rønnebo, der er direktør i Arbejdernes Andels Boligforening.
Besparelser på varmeregningen
De studerende har desuden lavet beregninger, som viser, at et overdækket gårdmiljø reducerer energiforbruget.
Når gården er et isoleret rum, bliver varmetabet fra de omkringliggende bygninger mindre. I en typisk karré er der mere end hundrede lejligheder, og de kan tilsammen opnå store besparelser på varmeregningen.