Dansk Byggeri forudser færre konkurser i 2011
Efter et hårdt 2010 med over 1.000 konkurser i bygge- og anlægsbranchen er der grund til at tro på bedre tider i det nye år. Det mener man i hvert fald hos Dansk Byggeri.
Branchen sluttede nemlig året med færre konkurser end længe set, og samtidig er gennemsnitsalderen for de konkursramte firmaer begyndt at falde.
Det indikerer, at der er mere normale tilstande på vej, mener chefkonsulent Anders Fernstrøm fra Dansk Byggeri:
- Hvis en virksomhed har kunnet klare sig indtil nu, er det sandsynligt, at den vil kunne klare sig i fremtiden. Det gennemsnitlige antal konkurser er faldende, og det er et tegn på, at tilbagegangen er ved at flade ud, siger han.