23948sdkhjf

Rambøll-chef bliver ingeniørernes nye formand

På sin generalforsamling torsdag har medlemsvirksomhederne i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) valgt Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll i Danmark, som ny formand.

Han afløser den 1. marts Carsten Toft Boesen fra Niras, der har siddet på posten siden 2015.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg får muligheden for at bidrage til at sikre gode rammevilkår for branchen. Både for branchens store rådgivere og for de mange højt specialiserede mindre rådgivere, som hver dag stiller sin nationale og internationale viden til rådighed for kunder, siger Ib Enevoldsen i en pressemeddelelse.

Ib Enevoldsen har været 1. næstformand i FRI siden 2017 og er desuden bestyrelsesmedlem i DI Rådgiverne. Han er uddannet civilingeniør og ph.d og har mere end 20 års erfaring som leder – senest som administrerende direktør for Rambølls danske forretning med 3.500 medarbejdere.

Ib Enevoldsen

54 år, uddannet civilingeniør og har en ph.d. fra Aalborg Universitet.

2015 -: Administrerende direktør for Rambøll i Danmark

2013-2015: Direktionsmedlem med ansvar for Transportmarkedet hos Rambøll, Danmark

2011-2013: Direktør for Transportdivision i Rambøll, Danmark

2002-2010: Afdelingsleder, broafdelingen i Rambøll

1995-2002: Projektleder og -chef, broafdelingen i Rambøll

1995: Brospecialist i Rambøll

1991-1994: Adjunkt og forfatter til 70 artikler i internationale tidsskrifter, Aalborg Universitet

Ib Enevoldsen forventer, at de vigtigste dagsordener i den kommende tid bliver afslutning på forhandlingerne af de nye aftalevilkår for branchen og sikring af, at de anvendes uden fravigelser, digitalisering af byggeriets værdikæde, og at der er tilstrækkeligt med ingeniører og naturvidenskabelige kandidater på arbejdsmarkedet.

På kort sigt vil især de nye aftalevilkår mellem bygherrer, rådgivere og totalentreprenører (ABR 18 og AB 18) betyde forandringer for alle parter i branchen.

- Fælles kendte og entydige aftalevilkår sikrer fair konkurrence, lavere tilbudsomkostninger, bedre samarbejde og færre konflikter. De gevinster, vi som branche får, høster vores kunder og samfundet også, og det glæder jeg mig til aktivt at bidrage til kommer til at ske, siger Ib Enevoldsen.

FRI har omtrent 300 medlemsvirksomheder, som i 2016 omsatte for 25 mia. kroner i Danmark og i udlandet.

rg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109