23948sdkhjf

Genskabt Pihl & Søn vinder sit første byggeri

Pihl & Søn A/S skal i konsortium med LM Byg A/S stå for ny boligejendom i København til over en kvart milliard.

Pihl & Søn A/S og LM Byg A/S har skrevet kontrakt på en totalentreprise på opførelse af en ny ejendom på cirka 21.500 kvm på Teglholm Brygge i Sydhavn i København.

Bygherren er TDC Pensionskasse, og ordren er Pihl & Søns første, efter selskabet officielt blev etableret i februar 2017.

- Vi har gjort vores bedste, og jeg er glad for, at bygherren har peget på vores tilbud som det foretrukne, og vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet, siger adm. direktør Halldór P. Ragnarsson til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Tilbudschef Søren Jensen fra Pihl & Søn skrev i et opslag på Linkedin onsdag, at entreprisen har en værdi på over en kvart mia. kroner.

I konkurrence med tre
Byggeriet er fordelt på en boligejendom på 17.000 kvm og dertil en kælder på 4.500 kvm. Den nye boligejendom kommer til at bestå af 179 boliger, og byggeriet begynder til foråret og forventes færdigt i foråret 2020. Rådgivere på projektet er PLH Arkitekter A/S og Moe A/S.

Konsortiet Pihl & Søn og LM Byg var en af fire aktører, der var inviteret til at afgive tilbud på projektet. Pihl-konsortiet leverede det mest fordelagtige tilbud blandt de tilbudsgivende, som blev vurderet på pris, projektteam, procesbeskrivelse og driftsøkonomi med en vægtning af pris på 70 procent.

Flere på vej
Boligprojektet passer både fagligt og geografisk til virksomhedens strategi.

Halldór P. Ragnarsson fortalte således i Licitationen - Byggeriets Dagblad i august sidste år, at virksomhedens strategi går ud på at fungere som styringsentreprenør med fokus på nybyggeri i Storkøbenhavn. Det økonomiske mål er en omsætning på omkring en halv mia. kroner inden for fem år. Og flere projekter kan være på vej, efter at den første ordre nu er i hus.

- Vi regner i øjeblikket på yderligere to projekter, og vi har flere i pipeline, fortæller direktøren.

Pihl & Søn var også for nylig med i finalen på opførelsen af det nye naturhistoriske museum i København, men måtte se sig slået af Per Aarsleff A/S, da vinderen blev udpeget i slutningen af 2017.

Pihl & Søn A/S

- Nyt aktieselskab fra september 2016, der ikke har noget med afviklingen af det gamle konkursbo i E. Pihl & Søn og dets kreditorer at gøre
- Har købt rettigheder til navn, logo, billeder og historik fra det konkursramte E. Pihl & Søn
- Genetableringen blev annonceret i februar 2017 af LM Bygs ejer, Carsten Mindegaard, som får økonomisk støtte fra Danske Bank, Vækstfonden og M.J. Eriksson Holding, der indgår som aktiv medinvestor og en del af ejerkredsen
- Halldor P. Ragnarsson tiltrådte som adm. direktør den 1. august i år. Han kommer fra en stilling som divisionsdirektør hos MT Højgaard og har tidligere arbejdet som adm. direktør i det gamle E. Pihl & Søn A/S

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093