23948sdkhjf

Aalborg-tømrer udvider ejerkredsen og åbner ny afdeling

I 2014 overtog Peter Berg Mortensen det fulde ejerskab af Tømrer- & snedkerfirmaet Frede D. Nielsen A/S, da stifteren, Frede D. Nielsen, gik på pension.

Nu udvider virksomheden igen sin ejerkreds, idet nordjyden Jesper Thomsen har købt halvdelen af aktierne i virksomheden.

Samtidig etablerer Frede D. Nielsen A/S en afdeling på Læsøvej i Hjørring som supplement til hovedkontoret på Nålemagervej i Aalborg.

Fusion skabte firma med 75 ansatte

Tømrer- & snedkerfirmaet Frede D. Nielsen A/S blev grundlagt af manden bag firmanavnet, Frede D. Nielsen, i 1995.

Frede D. Nielsen A/S blev det fortsættende navn, da selskabet i 2013 fusionerede med Peter Berg Mortensens Hammer Byg ApS. og skabte en tømrer- og snedkervirksomhed med cirka 75 ansatte.

I den forbindelse blev der taget hul på et generationsskifte, som blev afsluttet året efter, i 2014, hvor stifter Frede D. Nielsen gik på pension.

Virksomhedens årsregnskab følger kalenderåret, og det seneste, der dækker 2016, viser et overskud på 1,7 mio. kroner før skat ud af en bruttofortjenste på 26,4 mio. kroner. Egenkapitalen udgjorde 5,7 mio. kroner ved udgangen af 2016.

- Vi ved, at der er masser af opgaver for et tømrer- og snedkerfirma i Hjørring, og vi kommer med volumen og kapacitet til at klare også de store udfordringer. I de senere år er det tyndet ud i antallet af tømrer- og snedkerfirmaer i Hjørring. Flere er lukket ned eller flyttet mod syd til Aalborg. Derfor ser vi et helt oplagt marked for en virksomhed af vores størrelse, siger Peter Berg Mortensen i en pressemeddelelse.

Der er 48 kilometer mellem de to afdelinger, og dermed også et meget stort opland at operere i. Groft skitseret har Frede D. Nielsen A/S hidtil bevæget sig i en radius på omkring 40 kilometer fra Aalborg. Nu gør det samme sig også gældende i nord med Hjørring som centrum.

Tidligere makker og chef
Jesper Thomsen har mange år i byggebranchen bag sig og er både tidligere makker og chef til Peter Berg Mortensen. Jesper Thomsen arbejdede i nogle år med montering af typehuse i Tyskland – først som projektleder for et dansk firma og siden som selvstændig med opgaver både i Hamburg, Berlin og nogle af de tidligere østtyske byer. I fire år i begyndelsen af 1990’erne var det med Peter Berg Mortensen på lønningslisten.

I slutningen af 1990’erne besluttede Jesper Thomsen at vende tilbage til Hjørring, hvor han allerede var i gang med at renovere flere huse. I en årrække drev han efterfølgende tømrer- og snedkerfirma i Hjørring, men lukkede så firmaet i en frivillig konkurs i januar 2014.

I løbet af det seneste års tid har Peter Berg Mortensen og Jesper Thomsen været i dialog om et muligt samarbejde. En dialog som er endt ud i, at de nu ejer Frede D. Nielsen A/S i fællesskab:

- Vi er begge to vendelboer, vi kender hinanden, og kemien er i orden. Så det har ikke været så vanskeligt at få det hele på plads, siger Jesper Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09