23948sdkhjf

Arkitekt er på plads til Sports- og Kulturcampus

Det bliver Schmidt Hammer Lassen Architects, der skal designe det nye sports- og kulturcampus i Gellerup, som forventes at tiltrække op mod 600.000 årligt

Hvem er hvem?

  • Bygherre: Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening
  • Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen Architects
  • Samarbejdende arkitekter: Loop Architects
  • Ingeniør: Cowi A/S
  • Landskabsarkitekter: Masu Planning ApS

    Yderligere fakta:
  • Bygningsareal: 10.000 kvm
  • Status: Forventet færdig i 2021

Et enigt bedømmelsesudvalg har valgt Schmidt Hammer Lassen Architects med underrådgivere Masu Planning ApS, Loop Architects og Cowi A/S til at designe det nye sports- og Kulturcampus i Gellerup.

Teamet vinder foran to andre hold ledet af henholdsvis 3XN A/S samt CEBRA A/S og Adept ApS.

I sin bedømmelse har komitéen blandt andet lagt vægt på, "at vinderprojektets overordnede udtryk tilbyder en sammenhængende arkitektonisk helhed, hvor Gellerupplanens vinkelrette struktur udfordres af en levende og bevæget struktur med mange forskellige rumligheder og et spændende hierarki af forbundne rum", fremgår det af en pressemeddelelse fra Aarhus kommune.

Dertil kommer, at de mange funktioner væves "tæt sammen og skaber ét samlet campus, hvor der er god plads til levende fællesskaber. Sidst men ikke mindst har arkitekterne bag projektet rakt ud til partnere for at sikre ansvarlig brug af ressourcer med omtanke for miljøet", lyder det.

Flere bygninger på tale
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet skal campusområdet være med til at åbne Gellerup mod omverdenen, og det nye område vil omfatte tre bygninger. Det gælder et bevægelseshus samt en fælles bygning med bibliotek og beboerhus. Dertil kommer et verdensbad, som der arbejdes på at udvikle.

Foruden bygningerne kommer en kunstgræsbane, som allerede er taget i brug, en stor bypark og en sammenbindende Verdensplads.

Samlet forventes området at tiltrække op mod 600.000 besøgende årligt.

Fokus på samhørighed
Selv fremhæver Schmidt Hammer Lassen Architects multihuset.

Hvem udpegede vinderen?

Bedømmelseskomitéens medlemmer:
  • Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad
  • Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek
  • Formand for Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen
  • Formand for Afdeling 4 Gellerupparken Youssef Abdul Kader

- Vores intention bag designet var at skabe et indbydende sted, der er åbnet og relevant for lokalsamfundet samtidig med, at det tiltrækker beboere fra Aarhus og resten af verden, siger Trine Bertold, associeret partner hos Schmidt Hammer Lassen Architects, i en pressemeddelelse fra virksomheden.

- Vi håber, at trække folk ind i husets forskellige funktioner med arkitektur, der er forankret i lokalsamfundet, men også taler til et international publikum, fortsætter hun.

Hun fremhæver desuden netop fokus på et åbnet, flydende layout i området, der styrker fællesskabet, nabodemokrati og samhørighed.

- I et samfund, der er så alsidig som Gellerup, er det vigtigt, at den nye campus er et demokratisk sted, der er venligt, uprætentiøs og nemt at bevæge sig igennem, og som opfordrer alle i at interagere med andre fra andre samfundslag, siger Trine Berthold.

Det vindende hold vil nu begynde på udviklingen af et detaljeret design. Arbejdet on-site er planlagt til at starter i begyndelsen af 2018 og er beregnet til at stå færdigt i 2021.

Processen frem mod vinderen

Sådan forløb arkitektkonkurrencen:
  • Februar 2017: Fem prækvalificeres. De udvælges blandt i alt 22 firmaer, der ønskede at tegne den kommende Sports- og Kulturcampus.

  • Juni 2017: Bedømmelseskomitéen udvælger tre bud, der skal arbejdes videre med. Det gælder finalisterne 3XN A/S, Schmidt Hammer Lassen Architects K/S samt Cebra A/S og Adept ApS.

  • December 2017: Schmidt Hammer Lassen Architects K/S med underrådgivere Masu Planning ApS, Loop Architects og Cowi A/S udpeges som vinder. Og nu går den egentlige projektering i gang.

Navnekonkurrence på tale

Det kommende bevægelseshus, der bliver en del af Sports- og Kulturcampus, skal have et navn. Derfor har parterne bag bevægelseshuset udskrevet en navnekonkurrence. Alle inviteres til at komme med deres bud på det nye navn på hjemmesiden: http://sportsogkulturcampus.dk. Sidste frist for at deltage er mandag den 22. januar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092