København vinder klimapris i Chicago
Det startede i 2015 med 100 pilotejendomme. Ved udgangen af 2017 vil Københavns Kommune have installeret overvågning på 550 kommunale bygninger med henblik på at monitorere og optimere energiforbruget.
Den indsats blev tirsdag hædret med klimaprisen under C40 Cities Awards, der afholdes i Chicago, USA. København vandt prisen sammen med værtsbyen foran Austin, Knoxville, Vancouver og Qingdao.
C40 Awards er blevet uddelt siden 2013, og København har vundet to gange tidligere – i 2013 for sin klimaplan for et CO2-neutralt København og sidste år for sin skybrudsplan.
- København skal gå forrest med grønne løsninger, som inspirerer andre storbyer. Derfor er jeg virkeligt stolt over, at København nu for tredje gang vinder C40s prestigefyldte klimapris – denne gang for vores indsats med at gøre vores bygninger mere energieffektive og klimavenlige. Det er stort, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.
Energiovervågningssystemet er udviklet af Københavns Ejendomme & Indkøb (KEID) i samarbejde med hovedstadens Forsyningsselskab (Hofor). Med systemet kan kommunen aflæse forbruget af el, vand og varme på timebasis og løbende justere og forbedre energiforbruget i bygningerne. Systemet er skalérbart og kan løbende tilføjes til nye ejendomme.
Konceptet kan kopieres af andre kommuner og anvendes allerede i regi af Energispring, som er et partnerskab med deltagelse af København og Hofor samt en række store bygningsejere og andelsboligforeninger.