Arkitema vinder Bygningsstyrelsens jyske udbud
Det bliver Arkitema Architects, der skal stå for bygherrerådgivningen på Bygningsstyrelsens jyske projekter i de kommende to år – med option på yderligere to år.
Det er netop afgjort efter licitation, hvor Arkitema var prækvalificeret sammen med to andre rådgivere.
Arkitema har de sidste fire år fungeret som bygherrerådgiver for Bygningsstyrelsen i Vestdanmark, og forretningsområdechef Lene Neerup Melchiorsen ser frem til at fortsætte samarbejdet.
- Vi er naturligvis meget både glade og stolte over at blive tildelt rammeaftalen. Vi har rigtig gode erfaringer med at arbejde sammen med Bygningsstyrelsen, hvilket vi ser vi frem til at fortsætte i version 2.0, siger Lene Neerup Melchiorsen.
Opgaverne kommer til at spænde bredt indenfor blandt andet ny- og tilbygning, modernisering, renovering og vedligehold. Arkitema og underrådgiveren Sloth Møller komme rtil at løse opgaver, der omhandler alle typer af universitetsbyggerier, nye som eksisterende, der skal ombygges, herunder forskellige typer af laboratorier. Ligeledes skal der varetages bygherrerådgivning på styrelsens bygningssegment, hvilket eksempelvis er politistationer, domhuse, styrelseskontorer, direktorater og ministerier.
Tidligere har Arkitema Bygherrerådgivning bistået Bygningsstyrelsen med projekter ved Syddansk Universitet i Odense, Aalborg Universitet og Midt og Vestjyllands Politi.