23948sdkhjf

Her er det danske forsvars nye off-road’er

Scanias nye XT Construction-serie bliver et vigtigt element i de kommende danske militærkøre- tøjer. Vi har prøvet 8x4-modellen med den økonomiske 450 hk motor

Den nye Scania XT er andet kapital i historien om Scanias lastbilsserie Next Generation, der startede sidste år. Det er også historien om det danske forsvars nye lastbiler, hvor en stor del bliver terrængående for at kunne klare sig i udfordrende områder.

Rammeaftalen mellem Forsvaret og Scania består af en leverance på 900 lastbiler med tilhørende serviceydelser til en samlet værdi af 1,5 milliarder kroner. De første leverancer til militæret sker i andet kvartal næste år.

Transportmagasinet har prøvet den nye XT-serie (X-tra Tough) dels ved præsentationen i Sverige i september, dels i sidste uge, da modellen var på besøg i Danmark for første gang til pressetest.

Testbilen var en 8x4 med otte aksler, hvor der er træk på de to bagaksler. Bilen var udstyret med et tysk Meiller tiplad. Der var 17,4 ton sand på ladet, så totalvægten nåede op på 31,6 ton.

Prøvetur på 66 km
Det blev til en prøvekørsel på 66 kilometer. Ruten gik fra Ishøj til Roskilde og retur.

Vi kørte blandt andet i grusgraven i Øde Hastrup ved Roskilde og havde på intet tidspunkt problemer med at køre i området. Vi kom også gennem Roskilde by i en begyndende myldretid.

Vores brændstofforbrug lå på 23,3 km. Ifølge bilens computer svarede det til 34,43 liter pr. 100 km eller 2,9 km/l.

Kun 10 procent off-road
Scanias XT lastbiler er udviklet til at køre 60 procent af tiden på motorvej, 30 procent på landevej og 10 procent off-road. Entreprenørbiler i dette segment kører typisk mellem en grusgrav og diverse kunder.

Det betyder, at der i halvdelen af tiden køres med fuldt læs, mens der i den anden halvdel af tiden køres uden læs. Og det tages der hensyn til, når man køber bilen og senere opbygger den.

Vi kørte en tur med et læs sand fra grusgraven ved Roskilde til levering på Avedøre Holme, hvor vi via kraftudtaget (aktiveres via en knap på instrumentbrættet) kunne gribe Meiller fjernbetjeningen på A-søjlen og aktivere tipladet.

Vi kørte således kun en kort strækning uden læs. Her er bilen naturligvis hurtigere, men også mere urolig på vejen.

Den nye XT er lige så letkørt som de øvrige Scania-lastbiler i Next Generation-serien, som vi har prøvet mange gange herhjemme og i udlandet. De er meget letkørte og med højt komfort-niveau. Automatgearet skifter super blødt og nærmest lydløst.

Den optimerede opticruise gearkasse er blevet forbedret, så man opnår 45 procent hurtigere skift mellem gearene. Det tager nu 0,4 sekunder at skifte gear i en typisk gearkasse mod før det dobbelte. Forklaringen er brugen af en mellemaksel i stedet for synchromesh-ringe. Denne konstruktion forklarer også de blødere skiftebevægelser.

Fornemme køreegenskaber
I forhold til tidligere Scania’er er affjedringen fastere i XT, og det betyder bedre køreegenskaber. En forbedret og mere komfortabel parabel-affjedring absorberede ujævnhederne på dårlige landeveje og i grusgraven godt.

Hele kabinen er imponerende at sætte sig ind i. Overskuelig instrumentering og nyt rat, der er fladt i bunden som VW/Audis personbiler.

XT modellen er præget af orange syninger på sæderne, og Scania har også valgt at udvikle særlige tasker med XT mærker. Den orange farve går igen alle vegne - også på XT emblemet. Testbilen var også orange - og så var der de iøjnefaldende gitre foran forlygterne for at mindste faren for skader. Dertil den kraftige stålkofanger, kraftigere spejlhuse, trækkraft med 40 ton kapacitet

Helt nye og kraftigere ståltyper i kombination med epoxy-limning og svejsning er valgt til førerhuset, så man har samme styrke - selv om A-stolperne er meget tyndere end før for at give bedre udsyn. Der er tale om op til 10 gange stærkere karosserier end tidligere.

Rat med mange knapper
Der er fortsat mange betjeningsknapper på rattet, som man skal vænne sig til, og som betyder, at man må tage blikket fra vejbanen, mens man indstiller blandt andet fartpilot og afstandsregulering.

Man sidder tillige mere lige for rattet nu - længere fremme og mere til venstre i kabinen. Man sidder fantastisk i sæderne, som yder optimal støtte

Bedre brændstoføkonomi
Brændstoføkonomien er også forbedret med op til én procent på grund af nye injektorer og forbrændingskamre. Resten af brændstofbesparelsen kommer fra bedre aerodynamik og motorstyring.

Testbilen var udstyret med den økonomiske 450 hk motor, som har vundet store sammenligningstests i blandt andet Tyskland.

Momentet er 2.350 Nm mellem 1.000- og 1.300 omdrejninger, så der var ingen problemer med at trække de 31,6 ton totalvægt.

Velfungerende sikkerhed
Både eco-roll og Predictive Cruise Control er velfungerende. Der er retarder og motorbremse - og de fungerer også ved den første del af vandringen i bremsepedalen.

Bilen har nødbremsesystem, og bilens ACC-system kan håndtere hastigheder helt ned til bilen stopper - en stor hjælp ved kø-kørsel.

16 milliarder har Scania investeret i den nye lastbil, som har været 10 år undervejs. Den første prototype blev bygget for to år siden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093