Entreprenørerne er fundet til nyt børneunivers
Går alt efter planen, kan børn og pædagoger i marts 2019 flytte ind i et nyt 1.640 kvadratmeter stort nybyggeri på Cirkuspladsen i Grindsted.
FagentreprenørerneAnlæg: Entreprenørfirmaet Ib Kristensen A/S Murer: Murerfirmaet Børge Larsen ApS Tømrer: Junge Byg ApS Maler: Malernes Aktieselskab VVS: AC Energi A/S Smed: Langkjær Staalbyg Ventilation: Wicotec Kirkebjerg A/S El: Knud Jørgensen El Storkøkken: Electrolux Professional Alarm: Lindpro |
Billund Kommune har efter licitation udvalgt de 10 firmaer, der tildeles fagentrepriserne på det nye byggeri.
Børnenes Univers Grindsted Syd er tegnet af Rambøll Architects – som på daværende tidspunkt hed Sahl Arkitekter – med OBH Gruppen, Smak Architects og Move som underrådgivere.
Byggeriet skulle egentlig være gået i gang den 1. august i år, men da buddene i den oprindelige licitation overskred budgettet, måtte rådgiverne tilbage til tegnebordet. I stedet er første spadestik nu planlagt til den 26. januar 2018.
Den nye institution får plads til 130 børnehavebørn, 28 vuggestuebørn og 12 børn med særlige behov, som i dag er spredt på fire forskellige adresser.
Byrådet i Billund Kommune har afsat i alt 32,5 mio. kroner til Børnenes Univers Grindsted Syd. Byggeriet er det tredje og sidste institutionsbyggeri, der blev vedtaget som led i Billund Kommunes børnereform. De øvrige to byggerier er Børnenes Univers Grindsted Vest (2014) og Børnenes Univers Billund (2016), begge tegnet af Skala Arkitekter.