PH Byg går konkurs efter kundehetz og manglende betaling
Jubilæumsåret blev også det sidste for PH Byg A/S. Torsdag indgav indehaver Peter Hjorth Hansen konkursbegæring for den virksomhed, han selv stiftede for 15 år siden i Hasle på Bornholm.
Læs også:
Stor mystik om bornholmsk konkurs
Ifølge en pressemeddelelse fra PH Byg har konkursen to årsager. Den ene er manglende betaling af store summer fra et flere millioner kroner stort byggeprojekt på Sjælland.
- Det låser min mulighed for at betale flere af mine lokale leverandører og dermed drive virksomhedens mange projekter videre. Naturligt nok kan underleverandørerne ikke lægge ud for mig på ubestemt tid, og så er det eneste ordentlige og forsvarlige at lade virksomheden gå konkurs, så der trods alt er en rimelig chance for, at kurator kan inddrive flest mulig af pengene til vores kreditorer, siger Peter Hjorth Hansen.
Han ærgrer sig særligt, fordi PH Byg gik ind til året med en fyldt ordrebog, mens den seneste årsrapport vidner om en egenkapital på den gode side af 5 mio. kr.
Psykisk terror døgnet rundt
Den manglende betaling er da heller ikke den eneste grund til, Peter Hjorth Hansen nu har kastet håndklædet i ringen på vegne af PH Byg. Ifølge pressemeddelelsen fra selskabet har Peter Hjorth Hansen været udsat for ”psykisk terror og personlig hetz” fra en enkelt kunde, som har ”bombarderet Peter Hjorth Hansen og hans familie med hundredvis af telefonopkald, mails, krav, raserianfald og konkrete trusler” alle ugens dage og på alle tider af døgnet.
Peter Hjorth Hansen har ikke ønsket at uddybe konkursen over for Licitationen - Byggeriets Dagblad. Det har derfor ikke været muligt at få svar på, hvad der er gået galt i det sjællandske projekt, som har sendt virksomheden ud over afgrunden.
Avisen har derfor heller ikke kunnet få svar på, hvad der har afstedkommet den voldsomme reaktion fra den utilfredse kunde samt om politiet er indblandet i sagen. Heller ikke Bornholms Politi har kunnet svare på sidstnævnte, før denne artikel blev publiceret.
Aktivitet i Fiskerhuset fortsætterPH Byg er ikke Peter Hjorth Hansens eneste aktiv inden for byggebranchen. Sammen med hustruen, Miriam Hjorth Hansen, driver han Tegnestuen Fiskerhuset, hvor de står bag en serie træhuse Og her kommer der fortsat til at være aktivitet. - Fiskerhuset består og vil fortsat have til huse langs ringvejen i Hasle. De mange projekter, vi på nuværende tidspunkt har i hus og på vej, håber jeg at få lov at arbejde videre med som byggerådgiver og projektleder i virksomheden Fiskerhuset, siger Peter Hjorth Hansen. Han er uddannet tømrer og blev i 2015 uddannet bygningskonstruktør. Forløbet med PH Byg gør dog, at regner med at overlade det praktiske arbejde til andre. - Den udførende del af tømrerarbejdet vil i en periode nok skulle varetages af en anden tømrer- eller entreprenørvirksomhed, indtil vi forhåbentlig igen har et bæredygtigt tømrerkoncept på plads, eventuelt sammen med en kollega fra branchen, siger Peter Hjorth Hansen og tilføjer: - Jeg håber, at øens øvrige entreprenører, håndværkere, leverandører, medarbejdere og ikke mindst kunder ikke helt har mistet tilliden til os men vil give os en ny chance, når støvet har lagt sig. |