Entreprenørgigant vinder dansk-tysk erhvervspris
Christian IVs smukke børsbygning dannede rammen, da Dansk-Tysk Handelskammer den 15. november fejrede sit 25-års jubilæum.
Aftenens højdepunkt var uddeling af handelskammerets Erhvervspris 2017. Züblin A/S, der er dansk datterselskab af tyske Ed. Züblin AG, vandt i tæt opløb med 17 andre nominerede virksomheder.
I sin takketale udtrykte bestyrelsesformand Jens-Henrik Nicolaisen stolthed over den anerkendelse af Züblins aftryk på det danske samfund, som erhvervsprisen er udtryk for.
- 72.000 medarbejdere i koncernen gennemfører årligt 12.000 projekter. Dette internationale samarbejde, som vi er en del af, styrker gensidig kulturforståelse, bygger bro og skaber bånd mellem mennesker og organisationer over hele Europa – og for vores vedkommende i Züblin A/S navnlig mellem Danmark og Tyskland. Jeg vil gerne rette en stor tak til samtlige medarbejdere i Züblin A/S. Det er deres fortjeneste, at vi tildeles denne pris, sagde Jens-Henrik Nicolaisen.
Züblin-koncernen har sat markante aftryk i det danske samfund, ikke mindst i København med projekter som Nordhavnsmetroen og Axel Towers, og juryen fremhævede, at virksomheden med stor gensidig udveksling af medarbejdere, bidrager kraftigt til nye erhvervsrelationer mellem Tyskland og Danmark.
Züblin A/S er en af de største medlemsvirksomheder i Dansk Byggeri, hvor administrerende direktør Lars Storr-Hansen glæder sig over prisen på hele branchens vegne:
- Det er en flot anerkendelse af Züblin som innovativ og succesfuld virksomhed, men også et fortjent skulderklap til hele bygge- og anlægsbranchen, der sætter synlige aftryk overalt i det danske landskab og påtager sig et stort samfundsansvar blandt andet med uddannelse af lærlinge, siger han.
Züblin vandt prisen foran deAller Aqua og Danfoss Silicon Power.