23948sdkhjf

Kæmpebøde: Par bag byggefirma skal betale 10 mio. kr.

Parret bag byggeselskabet Our House A/S skal betale bøder for i alt 10,4 mio. kr. for omfattende moms- og skattesvindel i perioden 2012 til 2014. Det fastslog Retten i Helsingør tirsdag, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Dommen er kulminationen på et flerårigt forløb, der for alvor tog fart i 2013. Her anklagede fagforbundet 3F virksomheden Our House for systematisk at snyde sine polske ansatte for løn. Det førte i foråret 2014 til den største dom nogensinde i en sag om udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft inden for byggeriet, da en faglig voldgift ved Arbejdsretten pålagde Our House at efterbetale 18,8 mio. kr. til de 65 polske ansatte.

Da virksomheden – som på tidspunktet omkring dommen skiftede navn til Ejendomsrenovering af 2009 A/S – ikke kunne betale bøden, indgav 3F en konkursbegæring, som blev afsluttet med en opløsning af virksomheden i oktober 2015.

Mente formandspost var proforma
Under den efterfølgende konkursbehandling fik boets kurator øje på flere suspekte forhold, der førte til, at der blev indgivet anmeldelse mod selskabets direktør og bestyrelsesformand for moms og skattesvindel.

Det er de forhold, som Retten i Helsingør i denne uge fældede dom over. Selskabets mandlige direktør, der af retten blev vurderet til at være den mest aktive i svindlen, fik en dom på to år ubetinget fængselsstraf og skal desuden betale en tillægsbøde på 7,4 mio. kr.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis har den en kvindelige bestyrelsesformand i løbet af de syv retsmøder givet udtryk for, at hun blot anså sit hverv for at være proforma. Retten i Helsingør vurderede ikke desto mindre, at hun havde et medansvar for ulovlighederne. Hun blev derfor pålagt at udføre samfundstjeneste i 200 timer i tillæg til en bøde på 2,9 mio. kr. Derudover fik kvinden en betinget dom på ét års fængsel, som kun skal afsones, hvis hun i en prøvetid på to år begår ny kriminalitet.

Jura: Bestyrelsesformand har et medansvar

Tirsdagens dom ved Retten i Helsingør, hvor et kærestepar er idømt bøder for mere end 10 mio. kr. for moms- og skattesvindel i et konkursramt byggefirma, viser, at det ikke er ansvarsfritagende at indsætte ægtefæller passivt i en virksomheds bestyrelse.

Ifølge den kvindelige bestyrelsesformand i den konkrete sag kendte hun ikke til mandens ulovligheder i virksomheden som direktør. Hun anså blot sit hverv som formand for at være proforma, om end hun erkendte at have skrevet under på et årsregnskab, hvor revisionsfirmaet havde påpeget, at selskabet ikke havde betalt eller indberettet korrekt beløb i moms.

Men den går ikke, fastslår advokatpartnerselskabet Delacour, som generelt skriver om emnet:

- Det bemærkes, at et bestyrelsesmedlem ikke kan slippe for ansvaret ved at undlade at stemme eller på anden måde forholde sig passiv i bestyrelsen. Hvis man f.eks. forestiller sig en proforma bestyrelse, hvor hovedaktionærens ægtefælle sidder i bestyrelsen, uden at varetage en reel opgave som bestyrelsesmedlem, så vil den pågældende ægtefælle kunne pådrage sig et bestyrelsesansvar, såfremt selskabets drift har påført kreditorerne et tab, som kunne være undgået med en ansvarlig (deltagende) bestyrelse ved roret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094