Metro-byggeri bliver 3 mia. kroner dyrere
Byggeriet af Cityringen ventes nu at løbe op i 21,3 mia. kroner. Det er 3,2 mia. kroner mere, end Metroselskabet har budgetteret med.
Således hævder Ritzau, at prisen stiger fra forventede 18,1 mia. kroner til 21,3 mia. kroner.
Bureauet understreger dog samtidig, at prisstigningen ikke kommer til at gå ud over skatteborgerne. Det hænger sammen med den lave rente, der ser ud til at gøre låneomkostningerne til det samlede projekt omkring 3 mia. kroner lavere end forventet.
Udbudsvindere offentliggøres onsdag
Metroselskabets bestyrelse skal i dag formelt afgøre, om de vil indstille Cityringen til godkendelse hos transportminister Hans Christian Schmidt, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
Det sker samtidig med offentliggørelsen af vinderne af udbud om anlæg og drift af metrolinjen.
Ifølge Ritzau kan kontrakterne dog kun indgås, hvis transportministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune er enige.
Cityringen ventes at åbne med 17 stationer i 2018.