23948sdkhjf

MT Højgaard fastholder forventningerne

Resultatet i 3. kvartal er halveret i forhold til sidste år, og MT Højgaard venter fortsat et beskedent 2010-overskud. Stigende ordreindgang giver dog grund til optimisme.
Bestyrelsen i MT Højgaard A/S offentliggjorde tirsdag sit regnskab for 3. kvartal 2010 uden de store overraskelser.

Omsætningen i kvartalet udgør 2.141 mio. kroner, og det er en nedgang på 70 mio. kroner i forhold til sidste år.

Kvartalsresultatet før skat er lidt mere end halveret – fra 56 til 27 mio. kroner – mens der i 1.-3. kvartal 2010 samlet set er realiseret et overskud på 52 mio. kroner. Det er 169 mio. kroner lavere end i fjor:

- Konjunkturerne er mere stabile end tidligere, men de er ikke vendt afgørende endnu. Vi mærker fortsat tilbageholdenhed hos beslutningstagerne – både offentlige og private, siger adm. direktør Kristian May i en kommentar til regnskabet.

Totalt har koncernen omsat for 6.005 mio. kroner i 1.-3. kvartal, og det er en nedgang på 8 % i forhold til 2009.

Ordrevækst på 900 mio. kroner
Trods den aktuelle nedgang i omsætning og resultat står Kristian May og MT Højgaard med gode muligheder for at skabe fremdrift i den kommende periode.

Det skyldes ikke mindst, at ordreindgangen i 1.-3. kvartal er øget med 900 mio. til 6.800 mio. kroner. Ved udgangen af 3. kvartal udgjorde ordrebeholdningen 8,3 mia. kroner, og det er 800 mio. kroner mere end ved årets begyndelse.

MT Højgaard har på det seneste vundet flere opgaver i Danmark; herunder ”Den Blå Planet” i Tårnby, en forskerpark ved Slagelse samt en bro over motorvejen ved Skærup nær Vejle:

- Herudover udvikler vi fortsat vores internationale forretning, hvor vi er i gang med at bygge fire broer ved Stockholm i Sverige, og vi opfører Grønlands største butiks- og kontorbyggeri, Nuuk Centeret, fremhæver Kristian May.

Udviklingen i 3. kvartal har ikke givet anledning til at ændre på forventningerne til hele regnskabsåret. De lyder fortsat på en omsætning i niveauet 8.500 mio. kroner (2009: 9.087 mio.) samt en resultatgrad på 1-2 % (2009: 3,4 %).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125