MT Højgaard opruster på Færøerne
Koncernens datterselskab, MT Højgaard Føroyar, vil i de kommende år øge den lokale beskæftigelse på Færøerne. Det skal gøre det muligt at løse flere opgaver.
Ansættelserne er et led i en strategi, der skal forankre og udbygge entreprenørkoncernens lokale tilstedeværelse:
- Vi har styrket den lokale forankring med ansættelsen af tre lokale entrepriseledere. Dertil kommer fem lokale håndværkere, som pt. udfører opgaven med at udvide Eiði-værket. Alle sammen er ansat, fordi vi mener det alvorligt med den lokale forankring af vores aktiviteter, siger divisionsdirektør John Funch.
Han understreger, at forankringen er nødvendig, for at MT Højgaard kan få succes med etableringen af en egentlig opbygning af en lokal håndværksenhed på Færøerne:
- Håndværksenheden giver helt anderledes muligheder for at løse både små og store opgaver og med tiden skabe yderligere lokal beskæftigelse, fortsætter divisionsdirektøren.
Bore, sprænge og bygge
Inden for de seneste år har MT Højgaard udført en håndfuld spændende og meget forskellige opgaver på Færøerne.
I øjeblikket arbejder virksomheden med at bore en 8,3 km tunnel for energiselskabet SEV til Eiði-vandkraftværket – et arbejde som løses i et joint venture med J&K Petersen.
Opgaven omfatter desuden et nyt generatorhus og er en opfølgning på den første etape af Eiði-værket, som daværende Højgaard & Schultz udførte i årene 1985-89.
Seneste byggeopgave er en tankstation i Runavik, og de seneste år har MT Højgaard desuden opført Fiskeindustri-skolen i Vestmanna, multiskolen i Hovi på Suðeroy og gymnastikhallen ved Tórsvøll.