Håndværksrådet skifter navn
Siden 1879 har de små og mellemstore virksomheders (SMV’er) erhvervsorganisation heddet Håndværksrådet. Men det er slut nu, efter organisationen på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde har vedtaget det nye navn: SMVdanmark.
Navneskiftet sker som led i en ny strategi, hvor organisationen i fremtiden vil favne bredere og være hovederhvervsorganisation for flere virksomhedstyper og andre brancher end de traditionelle håndværksfag.
- Både vores nye strategi og selve navneskiftet til SMVdanmark er udtryk for, at vi både kan og vil favne meget bredere. Vi vil kæmpe for stadig flere typer af virksomheder i flere brancher, og det afspejler vores nye navn, siger organisationens adm. direktør Ane Buch i en pressemeddelelse.
Hun mener samtidig, at navnet SMVdanmark åbner for nye muligheder.
- Navneskiftet er samtidig en konsekvens af, at vores medlemskreds de senere år har ændret sig, så vi i dag har en række medlemsvirksomheder i andre fag end de klassiske håndværksfag, udtaler adm. direktør Ane Buch.
Bedst mulige vilkår
Målet med navneskiftet og de øvrige strategiske tiltag er at sikre, at alle SMV’er i Danmark får de bedst mulige erhvervspolitiske vilkår og rammebetingelser.
Samtidig skal den nye strategi sikre, at den enkelte brancheorganisation og medlemsvirksomhed bliver bistået hurtigt, effektivt og fagligt korrekt i deres individuelle drifts- og udviklingsmæssige udfordringer og spørgsmål.
|