23948sdkhjf

Vækstprogram giver tro på fremtiden

I samarbejde med eksperter fra Teknologisk Institut er Bisgaard Industri i færd med at udvikle en energirigtig udgave af sit eksisterende koncept for vindueslysninger.
Bisgaard Industri har en ambition om at være de bedste på markedet for lysninger til vinduer, og derfor er virksomheden gået med i udviklingsprogrammet ”Virksomheder i Teknologisk Udvikling” (ViTU).

Programmet har til formål at højne den tekniske viden i små og mellemstore virksomheder ved hjælp af nye teknologier, processer og materialer.

Konkret har Bisgaard Industri sparret med Væksthus Nordjylland og eksperter fra Teknologisk Institut med henblik på at videreudvikle virksomhedens præfabrikerede lysningskoncept ”Clip-on”:

- Vi er gået skridtet videre, nu er vi i færd med at udvikle en specielt energirigtig version af vores løsning, hvor vi er bevidste om valg af materialer, overflader og på alle måder har skabt en bæredygtig version af Clip-on, siger adm. direktør Helle Skærbech til Erhvervsmagasinet Indtryk.

Hun er begejstret for deltagelsen i ViTU, som har givet Bisgaard Industri et værdifuldt løft:

- Det her kunne vi ikke have gjort selv. Det giver en rar tryghed at have ekspertise at rådføre sig med, og så giver det en blåstempling af resultatet, som vi kan bruge i markedsføringen, fortsætter direktøren.

Om ViTU
Vækstprogrammet er udviklet med henblik på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, og det er derfor et krav, at ansøgere maksimalt må have 250 ansatte og en årlig omsætning på 50 mio. Euro.

Det er repræsentanter fra de lokale erhvervskontorer, der, i samarbejde med Væksthus Nordjylland, afgør hvem der deltager.

Rådgivere undervejs i forløbet er konsulenter samt forskere og eksperter fra danske videninstitutioner og GTS-institutter. Desuden er en væksthusmedarbejder tilknyttet for at sikre, at samarbejdet mellem virksomhed og rådgiver fungerer.

Budget for de enkelte projekter ligger mellem 50.000 og 500.000 kroner. Virksomheden skal betale et startbeløb på 10 % af det bevilgede konsulentbudget. Når regningen fra konsulenten efterfølgende er godkendt og betalt vil Væksthus Nordjylland refundere 50 % af beløbet.

Læs mere om ViTU på www.startvaekst.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078