23948sdkhjf

Fårup Betonindustri leverer isbjerg til Grønland

Alle kender udtrykket ”at sælge sand i Sahara”, men det må være på mindst samme niveau at levere et isbjerg til Grønland, siger Brian Knudsen fra Fårup Betonindustri A/S.
I sidste måned blev et nyt kunstværk – et lysende ”isbjerg” – afsløret foran Hotel Arctic i Ilulissat på Grønland.

Den tonstunge skulptur i beton har ikke færre end 1.552 indstøbte lyslederkabler, som i forskellige nuancer stråler i en lysende vifte – inspireret af nordlyset.

Det er kunstneren Ole Jørgensen, der i samarbejde med Fårup Betonindustri har skabt skulpturen, som nu er velkomstskilt foran hotellet.

Er med til at give beton et bedre image
De to parter har tidligere arbejdet sammen om en skulptur. Dengang var opgaven var at skabe et kæmpestort lysende æble, som i dag er placeret foran Glasmuseet i Ebeltoft.

Ifølge Brian Knudsen, produktionschef og medejer af Fårup Betonindustri, er opgaven på Grønland ikke taget på grund af økonomien:

- Men det er en sjov udfordring, som kan bidrage til at give beton et bedre image, siger han og fortsætter:

- Alle kender udtrykket "han kan sælge sand i Sahara" om den gode sælger, men at levere et isbjerg til Grønland må siges at være på mindst samme niveau, smiler produktionschefen.

Bruger mindre strøm end en lommelygte
Kunstneren Ole Jørgensen har selv dybe rødder i Grønland og kender personligt direktør Erik Bjerregaard fra Hotel Arctic. Det var Ole Sørensen, der kom med idéen om at skabe et isfjeld foran hotellet, og direktøren var med på tanken:

- Man taler så meget om den globale opvarmning og klimaforandringernes indvirkning på indlandsisen. Nu har jeg skabt et isbjerg, der aldrig kan smelte - og som i øvrigt er CO2-neutral, da den bruger mindre strøm end en lommelygte, siger Ole Sørensen.

Hotel Arctic har for nyligt gennemført en omfattende energioptimering, og fremadrettet har hotellet et stærkt fokus på energiforbrug og miljøbevidsthed. For Erik Bjerregaard har det derfor været helt afgørende, at skulpturen er CO2-neutral:

- Efter den seneste udvidelse af hotellet og de nye forbedringer, sætter vi nu prikken over i’et med denne skulptur. Når det har kunnet realiseres, skyldes det i høj grad, at både kunstneren, betonfabrikken og Roblon Fiber Optics har set det som et pionérprojekt, der repræsenterer en nytænkning, hvor alle gerne ville være med, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11