Wood Step åbner sin tredje afdeling
Totalleverandøren af trappeløsninger har med virkning fra den 1. november slået dørene op i Glamsbjerg på Fyn. Den daglige ledelse varetages af et kendt ansigt i branchen.
Som ny leder har Wood Step ansat Lenette Olsen, der bl.a. har en baggrund som medejer af GS Trapper, som lukkede i foråret.
Et mangeårigt ønske går i opfyldelse
Hos Wood Step, der kan fejre 20 års jubilæum i februar, ser direktør Peter Ravn det nye tiltag som et skridt på vejen ud af den krise, som også har ramt trappebranchen hårdt:
- Jeg har store forventninger til den nye afdeling på Fyn og til samarbejdet med Lenette. Lenette har naturligvis været efterspurgt af alle i branchen, og vi er hos Wood Step glade for, at Lenette valgte os, siger han.
Peter Ravn tilføjer, at det i mange år har været et ønske at få en større markedsandel på Fyn, hvor GS Trapper har været enerådig. Med etableringen i Glamsbjerg tror han på, at det endelig vil lykkes at indfri ambitionerne.
Indtil Wood Step finder egnede lokaler til kontor og udstilling, vil Lenette have kontor på sin privatadresse i Glamsbjerg. Virksomheden kan dog også fremvise produkter fra sin permanente trappeudstilling hos Byggecentrum i Middelfart.