23948sdkhjf

Fremtidens arkitekter, ingeniører og konstruktører designer nyt Aarhus Stadion

Tværfaglighed og digitalisering er nøgleordene for ugelang workshop.

I denne uge løber et ganske særligt samarbejdsprojekt af stablen i Aarhus.

En tværfaglig workshop med studerende fra AU Engineering Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus og VIA's bygningskonstruktøruddannelse skal fra mandag til fredag udarbejde digitale skitseforslag til et nyt stadion i Aarhus.

De studerende inddeles i grupper på tværs af uddannelserne, og vindergruppen skal præsentere sit projekt for nogle af branchens helt store navne i forbindelse med konferencen BILT EUR 2017, som afholdes i netop Aarhus i denne uge.

Forståelse for andre fag er et must
At tværfaglighed er workshoppens centrale omdrejningspunkt er ingen tilfældighed. Tværfaglighed er en enormt efterspurgt kompetence i erhvervslivet og essentielt for fremtidens bygningskyndige, lyder det fra erhvervslivet selv:

- Det er et must, at de nyuddannede har tværfaglighed som en del af deres DNA. At forstå andre parters udfordringer og fagligheder i vores projekter er afgørende i forhold til at kunne levere de gode projekter, siger projektchef Andrew Ferguson fra Niras.

Han sidder selv med i det dommerpanel, som ved workshoppens afslutning den 6. oktober skal være med til at udvælge og kåre det bedste skitseforslag. Her vil han og de andre dommere blandt andet lægge vægt på den grad, de studerende er i stand til at kombinere og udnytte hinandens forskellige styrker og kompetencer i opgaveløsningen.

- Som uddannelsesinstitutioner har vi altid travlt med at putte faglighed ind i de studerende og gøre dem så dygtige som muligt. Men dét, som virksomheder også efterspørger, er en dyb forståelse for andre fag. Der er en event som denne en utroligt god mulighed for at opnå denne tværfaglighed. De studerende, som er med i workshoppen, kommer til at opleve, præcist hvad det vil sige, at arbejde ude i den virkelige verden med aktuelle problemstillinger. Det gør det hele meget mere relevant for de studerende, siger Claus Glavind, der er uddannelsesleder ved Bygningsteknik- og Bygningsdesign-uddannelserne på AU Engineering

Foruden det tværfaglige samarbejde mellem uddannelserne lægger workshoppen også op til, at de unge ingeniører, arkitekter og bygningskonstruktører bruger ugen til at gøre sig fortrolige med BIM-teknologi.

De vil få mulighed for at afprøve i praksis, hvordan digitale værktøjer kan bruges til at understøtte deres tværfagligt samarbejde.

Deltagerne i workshoppen kommer således på forkant med to af de absolut hotteste trends i den moderne byggebranche: Tværfaglighed og digitalisering.

Artiklen er en del af temaet Digitalt byggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094