Stort fald i antallet af bygge-konkurser
Byggebranchen oplevede i oktober det laveste niveau for konkurser siden august 2009. Samtidig er omsætningen stigende, men Dansk Byggeri advarer mod at glæde sig for tidligt.
Selvom begge statistikker fortæller positive historier om øget omsætning og færre konkurser, så er billedet desværre knap så positivt, mener man hos Danmarks Statistik:
- Det indenlandske salg i bygge- og anlægsbranchen steg med 1 % fra august til september. Men sammenligner vi årets første ti måneder med samme periode sidste år, så er salget i 2010 hele 15 % under niveauet i 2009, siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm og fortsætter:
- Tidligere på året så vi også en periode på fem måneder i træk, hvor der var fremgang i omsætningen i bygge- og anlægsbranchen. Men det var i høj grad på baggrund af, at omsætningen var kommet ned på et ekstremt lavt niveau henover sidste vinter, som var meget hård. Det betød, at en masse arbejde blev udsat fra vintermånederne til senere på året, og der derfor kom en stigning i omsætningen.
Forventer at runde 1.000 konkurser i december
I oktober måned var der 66 konkurser i bygge- og anlægsbranchen, hvilket bringer årets samlede antal op på 850. Det er 5 % flere konkurser, end der var i årets første ti måneder i 2009:
- Når vi ser på konkurserne, dækker tallene desværre også over en kedelig historie. Oktober måneds 66 konkurser er det laveste antal, vi har set i 2010. Sammenlagt er vi dog oppe på 850 konkurser i 2010, og vi forventer, at vi for hele 2010 kommer til at se flere konkurser end i 2009. Vores skøn lyder på, at vi i løbet af december måned akkurat runder de 1.000 konkurser i bygge- og anlægsbranchen – og det er en milepæl, vi helst havde undgået, siger Andreas Fernstrøm.
Han mener, at tallene viser, hvor vigtigt det er at sparket gang i byggeriet igen:
- Hvis vi ser på, hvad vi kan gøre på den korte bane, så har Dansk Byggeri for nyligt fremlagt et forslag om fradrag for energiforbedringer på bygninger. Det er en ordning, som i høj grad er selvfinansieret, og som kan være med til at øge beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen. Samtidig kan den være med til at sætte skub i det vigtige marked for energirenoveringer, slutter chefkonsulenten.