Flere byggefirmaer snyder med garantiordning
Antallet af politianmeldelser for uretmæssig brug af Byg Garanti-logoet er stigende. Dansk Byggeri advarer forbrugerne mod de useriøse virksomheder.
Det er i strid med markedsføringsloven, da man ikke må reklamere med urigtige og vildledende oplysninger:
- Når vi får kendskab til denne form for falsk markedsføring, anmelder vi virksomheden til politiet. Det resulterer ofte i, at virksomheden får en bøde på op til 50.000 kroner, fortæller Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Simpelt at tjekke for kunderne
I 2009 indgav Dansk Byggeri 32 politianmeldelser af byggevirksomheder, som uretmæssigt markedsførte sig med Byg Garanti-logoet.
Men tallet er stigende og i de første ni måneder af 2010 har organisationen anmeldt 39 virksomheder:
- Det er ærgerligt, at en række brodne kar i branchen skader byggeriets image, og måske får kunder til at indgå aftaler på falsk grundlag. Selvom vi har skærpet opmærksomheden mod disse virksomheder, kan vi ikke fange alle, der fx i annoncer eller på deres hjemmeside bruger Byg Garanti-logoet uden at have ret til det. Derfor er vi nødt til at advare forbrugerne og bede dem i egen interesse tjekke byggevirksomheden, inden de indgår en aftale, siger Michael H. Nielsen.
Han tilføjer, at det er forholdsvist simpelt at undersøge, om en virksomhed er omfattet af Byg Garanti. Ved at gå ind på www.byggaranti.dk , kan man søge i en database, der dækker over 6.000 håndværkere fra hele landet.
Om Byg Garanti-ordningen
Formålet med Byg Garanti er at sikre, at private forbrugere ikke lider økonomisk tab som følge af fejl og mangler ved håndværksmæssigt arbejde, som er udført af Dansk Byggeris medlemmer.
Ordningen dækker med op til 100.000 kroner inklusiv moms pr. byggesag.
Med Byg Garanti er forbrugeren sikret:
• Fem års reklamationsret. Byggevirksomheden skal uden beregning udbedre eventuelle fejl og mangler inden for denne periode.
• Mangler skal udbedres. Byggevirksomheden har ret og pligt til at udbedre fejlen eller manglen uden ekstra omkostninger for dig.
• Klagemulighed til et godkendt ankenævn. Hvis du og byggevirksomheden ikke selv kan løse konflikten, kan du vælge at klage til et ankenævn eller at indbringe sagen for en domstol.